Stærkt comeback sender badmintonduo i Singapore-finale

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen var bagud mod All England-mestre, men danskerne tog sejren.

Badmintonduoen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er fremme ved finalen i Super Series-turneringen i Singapore.

Lørdag slog det danske par sydkoreanerne Ye Na Chang og So Hee Lee med 28-26 og 21-11 i semifinalen.

Danskerne fik en forfærdelig start på kampen, hvor sydkoreanerne hurtigt bragte sig i front.

Meget tydede på, at første sæt skulle afgøres hurtigt med en føring på 8-1 til Lee og Chang.

Rytter Juhl og Pedersen fik dog langsomt sat et par point ind på tavlen, og så var den danske duo pludselig i hopla. Med otte point i træk bragte danskerne sig foran 13-12.

Herfra var der stillingskrig frem til de sidste bolde i et første sæt, der endte nervøst.

Sydkoreanerne missede fire sætbolde, inden Rytter Juhl og Pedersen på deres fjerde sætbold afgjorde sagen. I første omgang var sydkoreanernes bold dømt inde, men danskerne bad om at få hawk-eye på.

Den viste, at bolden var ude og så nappede Rytter Juhl og Pedersen første sæt med 28-26.

Lee og Chang mistede hurtigt modet i andet sæt, hvor danskerne bragte sig foran 5-0 og stille og roligt kørte sejren hjem.

For nylig måtte Rytter Juhl og Pedersen se sig besejret i finalen af All England af det stærke sydkoreanske par.

Modstanderen i finalen er endnu ikke fundet.

Senere lørdag skal Mathias Boe og Carsten Mogensen spille om en plads i finalen i herredouble. Danskerne står over for verdens bedste par, indoneserne Marcus Fernaldi Gideon og Kevin Sanjaya Sukamuljo.

/ritzau/