Stærke danskere stjæler billedet på stor NHL-aften

Frederik Andersen holdt buret rent, og Nikolaj Ehlers scorede to gange i NHL-kampene natten til fredag.

Nikolaj Ehlers lavede sæsonmål nummer otte og ni, da Winnipeg Jets vandt i Vancouver. Scanpix/Bruce Fedyck Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vancouver. Det danske stortalent Nikolaj Ehlers fortsætter sin færd op ad topscorerlisten i den nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Natten til fredag understregede den 20-årige nordjyde sin aktuelle storform ved at score to gange og stå for en målgivende aflevering, da Winnipeg Jets på udebane besejrede Vancouver Canucks med 4-1.

Ehlers er nu oppe på 9 mål og 20 assister i 36 kampe og stikker næsen indenfor i top-20 på ranglisten over ligaens farligste spillere.

Vancouver førte ellers længe med 1-0 på en tidlig scoring, men mod slutningen af anden periode sendte Ehlers pucken videre til den finske bomber Patrik Laine, som sørgede for 1-1 inden kampens sidste tredjedel.

Der var spillet mindre end halvandet minut af tredje periode, da danskeren stjal billedet med et solomål.

Han erobrede pucken i egen forsvarszone og satte med sit lynhurtige skøjteløb flere modstandere af, inden han sendte pucken i Vancouver-målet og bragte sit hold i front.

Midtvejs i perioden scorede Ehlers igen, denne gang i en powerplay-situation, hvor han trak ind fra højre side og vippede pucken højt i målet.

Danskeren blev valgt som kampens bedste spiller, og det samme gjorde landsmanden Frederik Andersen, da Toronto Maple Leafs storsejrede med 6-0 over ligaens dårligste hold, Colorado Avalanche.

Det var ellers ikke, fordi Andersen var arbejdsløs, for Colorado-spillerne fyrede 38 skud af mod hans mål, men den danske landsholdskeeper lukkede buret helt af.

I en af rundens øvrige kampe spillede den levende legende Jaromír Jágr sig op på andenpladsen på alle tiders topscorerliste.

Den 44-årige tjekke stod for en assist i Florida Panthers' møde med Boston Bruins og er nu oppe på i alt 1888 målpoint i NHL-karrieren. Han er dermed kun overgået af Wayne Gretzky.