Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
KIF Kolding København lignede længe et mandskab på vej mod et skuffende nederlag ude mod Wisla Plock i Champions League, men danskerne viste - igen - rutinen og vandt 29-28 efter en stærk slutspurt.
Dermed er KIF stadig ubesejret i Champions Leaagues gruppespil, hvor de nu har ni point efter fem kampe.
Intet tydede dog på to danske point i Polen, hvor Wisla Plock hurtigt kom i kontrol på måltavlen. Polakkerne kunne have opbygget en ganske solid føring i første halvleg, hvis de havde udnyttet KIFernes mange fejl i specielt den offensive del af spillet, hvor Bo Spellerberg & co. tog usædvanlig mange dårlige beslutninger. Men heldigvis for de danske mestre var Kasper Hvidt skarp i målet, og han sørgede for, at Plock aldrig kom foran med mere end tre mål.
Og med en god afslutning på de første 30 minutter fik KIF reduceret til pausestillingen 14-15, og det betød reelt, at holdet havde fået tæt på optimalt udbytte ud af en dårlig første halvleg.
Man sad med fornemmelsen af, at KIF bare skulle hæve koncentrationen lidt, og så skulle danskerne nok tage sejren hjem i anden halvleg. Men KIF fortsatte med en alt for høj fejlfrekvens, og polakkerne øjnede overraskelserne og fik - sammen med et engageret publikum - mere og mere tro på, at de kunne besejre favoritterne.
Derfor halsede KIFerne hele tiden efter, og når de endelig havde muligheden for at komme på uafgjort, så misbrugte de store muligheder. Bo Spellerberg brændte blandt andet et straffekast ved stillingen 19-20, mens Simon Jensen misbrugte en 100 procent chance ved 23-24. Så det begyndte at ligne en af de dage, hvor det bare ikke ville gå KIFernes vej.
Men danskernes større rutine og kvalitet på holdkortet viste sig alligevel i de døende minutter. Holdet fik efter et langt tilløb kontakt ved 25-25 og 26-26, og på mål af Bo Spellerberg og Kasper Irming bragte de sig foran 28-26 - første gang, de var i teten på måltavlen siden 4-3. Cyril Viudes sørgede for at give Plock dødsstødet, da han gjorde det til 29-27, og dermed var Plocks reducering i de allersidste sekunder ren kosmetik.
Med sejren fastholder KIF deres førsteplads i gruppen, hvor Barcelona dog kan komme op på siden af Kasper Hvidt og holdkammeraterne, hvis de vinder på lørdag, når de skal på besøg hos danskerklubben Flensburg-Handewitt.