Stærk åbning sender Thorbjørn Olesen til tops i Irland

Den danske golfspiller er på en delt førsteplads efter første runde af Irish Open.

Thorbjørn Olesen fik en glimrende start på turneringen i Irland. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Dansk golf har leveret store resultater i Irish Open gennem årene, og måske er der en ny topplacering på vej.

Thorbjørn Olesen ligger på en delt førsteplads efter første runde af turneringen, der spilles i Straffan lidt uden for Dublin.

Den rutinerede nordsjællænder gik de første 18 huller i 66 slag, hvilket svarer til seks under par. Kun spanieren Nacho Elvira og franskmanden Romain Langasque kunne matche Olesens udlæg.

Efter en sløj start med en tidlig dobbeltbogey fandt han rytmen med tre birdies i træk på hul 9, 10 og 11. Det blev til én mere på 14. hul og yderlige to birdies på de to sidste huller som effektfuld afslutning.

Hele fire gange har en dansk spiller vundet turneringen, der er en del af DP World Tour. Rasmus Højgaard strøg til tops sidste år og fulgte dermed i sporet på de tidligere vindere Søren Kjeldsen, Thomas Bjørn og Søren Hansen.

Der er syv danske spillere med i dette års udgave. Jakob Skov Olesen er næstbedste dansker efter første runde, som han klarede i tre slag under par.

Turneringen spilles over fire runder og slutter på søndag.

/ritzau/