Stadsgaard skifter til Reggina

Forsvarsspilleren Kris Stadsgaard skifter fra FC Nordsjælland til italienske Serie A-klub Reggina på en fireårig kontrakt.

Italienske Reggina opruster, og Serie A-klubben har fået øje på Danmark som leverandør af unge spillere. Tirsdag bekræftede SAS Liga-klubben FC Nordsjælland, at forsvarsspilleren Kris Stadsgaard skifter til den italienske klub på en fireårig kontrakt.

- Kris sidder allerede i flyveren på vej derned, han skal være med i en pokalkamp mod Piacenza i morgen, fortæller FCN's presse- og sportskoordinator Thomas Andersen.

I Reggina bliver Stadsgaard klubkammerat med blandt andre Nicki Bille Nielsen, som dog lige nu er udlejet til Serie C-klubben Martina Franca. Og Stadsgaard glæder sig.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig, og jeg glæder mig til at starte i Reggina og vise, at jeg kan gøre en forskel i italiensk fodbold. Jeg vil sende en meget stor tak til alle i FC Nordsjælland, som har støttet mig og hele tiden troet på mig under min skadespause, siger Kris Stadsgaard i en pressemeddelelse./ritzau/