Bare fem sekunder inde i NFL-sæsonen blev det første store samtaleemne født.
Forsvarsstjernen Jalen Carter fra mesterholdet Philadelphia Eagles blev smidt ud for at spytte på Dallas Cowboys' quarterback Dak Prescott og måtte forlade banen med bøjet hoved.
Så var verdens største liga for amerikansk fodbold ligesom i gang.
Philadelphia Eagles vandt i februar Super Bowl 59 over Kansas City Chiefs og var favorit til at vinde åbningskampen natten til fredag.
Det lykkedes lige nøjagtig med en hjemmesejr på 24-20. Alligevel står Jalen Carter med en dårlig smag i munden.
- Jeg lavede en fejl, og det kommer ikke til at ske igen, siger Carter ifølge AFP efter kampen.
- Jeg har ondt af mine holdkammerater og fansene. Det er dem, jeg gør det for. Jeg gør det også for min familie, men fansene viser mig mest kærlighed. I kunne selv høre det. Det kommer ikke til at ske igen, slår han fast.
Carter troede tilsyneladende, at Prescott forinden havde spyttet efter ham. Men Dallas-profilen forsøgte blot at undgå at ramme sine holdkammerater og spyttede derfor til siden, så spytklatten ramte jorden.
- Det var en fornærmelse. Jeg ville ikke spytte på nogen, forklarer Prescott.
- Og så spyttede han på mig lige der. Det var lidt af en overraskelse.
Eagles-quarterback Jalen Hurts havde ikke sin mest prangende kamp med sine kast, men benene viste sig som altid som et par effektive våben.
Hurts løb selv to touchdown i endzone, og da kampen til sidst skulle lukkes, sørgede han for at køre de sidste sekunder af uret ved at løbe med bolden.
Med to minutter igen havde Dallas Cowboys ellers chancen for at vinde. To gange kastede Dak Prescott dybt til sit yndlingsmål, CeeDee Lamb, men den ellers højtbetalte wide receiver formåede ikke at gribe bolden.
NFL-sæsonen fortsætter natten til fredag dansk tid med kampen mellem Kansas City Chiefs og Los Angeles Chargers. Det opgør spilles i Brasilien.
/ritzau/