Når man læser aviser i disse VM-tider, kan man godt forledes til at tro, at 3. verdenskrig ligger lige om hjørnet. En rundtur i overskrifterne i gårsdagens Bild Zeitung fortæller, at »Das war Krieg«, som i virkeligheden bare handler om de fire røde kort, dommeren delte ud i kampen mellem Portugal og Holland. Eller: »Vi er parat til at dø for vores land«, som handler om de ghanesiske spilleres vilje til at ofre sig i kampen mod Brasilien.
Fodboldsproget er således pumpet med referencer til den militære verden. Man taler om et angreb og et forsvar, hvor de fremskudte vævre spillere typisk er angribere, mens de lidt tungere udøvere er forsvarere. Den krigsmetaforik smitter af på hele sportens sprog - både i folkemunde og i avisernes spalter. Jeg må ofte tage mig selv i at blive revet med under en længere slutrunde, hvor man som journalist befinder sig i en osteklokke af fodboldnørder, for hvem sportsretorikken er en indbygget selvfølgelighed. Først når jeg genlæser mine tekster i avisen, bliver jeg flov over mine floromvundne og til tider orgastiske metaforer - især i rubrikkerne.
Således mente jeg, at Sverige blev »slagtet« i kampen mod Tyskland, hvor vores svenske brødre jo i virkeligheden bare tabte en fodboldkamp. På samme måde triumferede portugiserne »i et mexicansk inferno«, som dækker over, at Mexico var solidt repræsenteret på tilskuerpladserne. Og Ecuador »trynede« Polen, da de vandt 2-0.
Jeg forventer ikke at blive indstillet til hverken EU's eller DR's sprogpris på baggrund af ovenstående bidrag til sprogets forfladigelse. På den anden side er det sjældent, at sportslæsere klager. Det kan skyldes, at det danske sprog generelt er blevet »sportificeret«, så læseren bare accepterer denne metafortrafik mellem fodboldarenaen og almensproget.
Man fornemmede det i den politiske verden midt i firserne, hvor hele nationen var på fornavn med Michael (han er kun 18 år) Laudrup og Preben (som skød fra en fuldstændig vanvittig vinkel) Elkjær. Dengang fandt statsminister Poul Schlüter (foto) det opportunt at gafle af fodboldens sprogkoder. Han præsenterede sine regeringsomdannelser som »en ændring af holdopstillingen«, hans regering bestod af »professionelle holdspillere«, mens oppositionen var »glade amatører«. Det blev talt om fair play og spilleregler i et væk. Og det fortsatte i regeringen Nyrup, som gav sine politiske modstandere det røde kort, fordi de gik efter manden i stedet for bolden.
I det seneste nummer af tidsskriftet »Mål og Mæle« nævnes desuden erhvervslivets forbrug af fodboldmetaforikken. Når store virksomheder mener, at de er internationale spillere og derfor befinder sig i 1. division eller i Superligaen. Endelig har vi på dansk indoptaget et fodboldudtryk som »at score« og givet det en ny betydning i forhold til primært seksuelle erobringer. Man taler således om en scorekarl, et scoretrick og en scorereplik, mens man kan videreføre udtrykket til en scorejakke, scorebukser, scorebriller, mv. Og jeg er fortsat i en alder af 41 banal nok til at påstå, at jeg scorede min nuværende kone på en Roskilde Festival for fem år siden i dag (dog ikke med Guds hånd...).
På den måde stjæler vi alle nogle af fodboldens sprogblomster, mens vi sportsjournalister ligger på lur for at stjæle udtrykkene tilbage. Den anden dag sad jeg i toget til München og lyttede til C.V. Jørgensen og faldt over hans enestående sang »Til skaberens fulde tilfredshed«. Det er her, hvor kultlederen German von Überhybel på et tidspunkt i sangen »løb ind i en psykisk offside & pådrog sig et nederlag«.
Jeg advarer allerede nu læserne, om at den replik kan komme til indgå i en senere tekst hernede fra Tyskland, hvis værterne bliver slået ud inden finalen (på forhånd undskyld, C.V.) - men man er vel en sprogsnylter for Vorherre. I læsernes tjeneste, forstås!