Åge Hareide taler helt vildt meget om at score mål. Det skulle han også, nu da det jo er mål, der gør, at man vinder fodboldkampe, men det er nu ingen selvfølge for fodboldtrænere. Der er dem, der taler mere om ' positioner', om at ' stå godt', om aftaler, om ' rum' på banen, og der var også engang en, der talte meget om ' automatismer'.

De prøver allesammen at vinde, og et langt stykke hen ad vejen gør de det på samme måde. Nogle kan bedst lide at have bolden meget, andre kan bedre lide at have den lidt, men de vil alle sammen forsøge at score mindst et mål mere end modstanderen ved at udnytte de andres fejl og undgå selv at begå så mange.

I er velkomne til at tage et slag bullshitbanko alene på min indledning. Her er en mere, hvis I stadig ikke har pladen fuld: Så længe bolden er rund, kan alt ske.

Tilbage til Åge Hareide. For jeg tror på, det gør en forskel, hvad man siger. Når Åge Hareide først og fremmest taler om at få det danske landshold til at score flere mål, gør han vejen derhen mindre vigtig. Det er derfor, han inden sin ankomst blev omtalt som en pragmatisk træner. Det, synes jeg, er en afgørende forskel på ham og hans forgænger, Morten Olsen.

I skal vide, at jeg har stor respekt for Morten Olsen og hans vigtige rolle i at give Danmark en fodboldselvforståelse. Det var ham, der i 2000 formulerede, hvad mange havde ment og flere måske havde haft på fornemmelsen, når man i 1980' erne talte om Danmark som Nordens brasilianere: At dansk fodbold var baseret på tekniske kvaliteter og en offensiv tænkning. I skal også vide, hvis ikke I har læst eller hørt mig sige det før, at jeg også var en stor kritiker at Morten Olsens fastholden af en særlig måde at gøre tingene på, og jeg fik på et tidspunkt midt i nullerne fornemmelsen af, at han havde svært ved at rive sig fri af de ' automatismer', der i begyndelsen var så vigtige for implementeringen og grundforståelsen af et system og en tankegang.

I går lidt over middag rejste jeg med landsholdet til Japan, hvor holdet i den kommende uges tid deltager i Kirin Cup, hvor det på fredag skal møde Bosnien-Hercegovina og på tirsdag enten Japan eller Bulgarien i finalen eller kampen om tredje-/ fjerdepladsen. Ligegyldig turnering resultatmæssigt. Men vigtig for Åge Hareide, der efter de to kampe kun har en træningskamp mod Luxembourg tilbage, før det i september bliver alvor i VMkvalifikationen mod Armenien og Polen.

Inden afrejse talte jeg med landstræneren om, hvad der bliver hans fokus, og af de to-tre ting han nævnte, talte vi mest om at få landsholdet til at score mål.

Han talte om Nicolai Jørgensen, der ikke er med på grund af problemer med baglåret og gerne skulle være klar til et nært forestående lægetjek i en ny klub, men som i foråret - præcis som Åge Hareide havde efterlyst ved sin tiltræden i marts - var begyndt at score mange mål. Han talte om Morten Duncan Rasmussen, der ramte en målrus og fremstår som ' en helt anden spiller, end i marts', som landstræneren formulerede det, og han talte om Lasse Vibe, der havde scoret en del mål til sidst i sin Championship-klub Brentford.

Han talte om, hvordan spillerne fra midtbanen skal komme med i feltet og finde deres afslutninger, og han fortalte, at Mike Jensen i særdeleshed var med, fordi han i norske Rosenborg både har scoret mange mål og bidraget med mange oplæg. Det var herligt at høre om.

Noget andet, han vil se på, mens Danmark er i Japan, er organiseringen af restforsvaret - et moderne fodboldord for de spillere, der skal sørge for at dække af, når man selv er i angreb og bliver ramt af en omstilling - altså et kontraangreb - for her risikerer vi at blive sårbare mod de hold, der kommer til Parken uden ambitioner om at etablere sig på danskernes banehalvdel. Også det var spændende at høre, for det førte til hans næste pointe om, at vi sikkert kun kommer til at spille med en defensiv midtbanespiller eller en 'siddende spiller' som det åbenbart hedder på Åge Hareides vidunderlige norskdanske fodboldsprog.

Og nu lyder jeg lige pludselig som min egen indledning, her hvor jeg næsten er nået frem til slutningen. Jeg taler om måder at gøre tingene på, for selvfølgelig må man have en vej.

Men hvor mange først og fremmest taler om måden, taler Åge Hareide først og fremmest om målet.

I så bogstavelig forstand, at det er helt befriende.