Sønderjyske Fodbold A/S er kommet ud af det seneste årsregnskab med et underskud på 11,5 millioner kroner efter skat.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Resultat afspejler en bevidst strategisk prioritering af det sportslige setup i klubbens første sæson tilbage i Superligaen, lyder forklaringen på regnskabet for perioden fra 1. oktober 2024 til 30. september 2025.
Det altoverskyggende mål var at sikre overlevelse, og det mål blev indfriet med en niendeplads.
- Vi kommer ikke til at være tilfredse med et underskud i den størrelse, men det skal ses i lyset af, at vi har prioriteret at fastholde et konkurrencedygtigt superligahold, lyder en udtalelse fra klubbens ejerkreds.
- Årets resultat bærer i høj grad præg af, at der er lagt en strategi om at fastholde truppen for at holde et højt sportsligt niveau.
I den igangværende sæson er Sønderjyske ved at lave et endnu bedre resultat. Efter to runder af mesterskabsspillet ligger holdet nummer tre og er altså med i kapløbet om bronzemedaljerne.
- Ved at holde på vores mest eftertragtede profiler har vi med kontinuiteten øget sandsynligheden for, at vi i første omgang kunne overleve i 3F Superligaen og siden udvikle holdet yderligere.
- Dette er dog ikke en strategi, som holder på lang sigt, hvor udskiftninger i truppen er helt afgørende for at opretholde en sund klub, understreger ejerkredsen.
Sønderjyske Fodbold A/S forventer et mindre overskud i det igangværende årsregnskab for 2025/26.
/ritzau/
