Sportsklumme: Hold nu kæft over for dommeren

Den overdrevne vægt på fodbolddommerens rolle som kampafvikler har flyttet alt for meget fokus fra selve spillet. Ingen kan være tjent med, at magien i momentet bliver fjernet.

Mauricio Pochettino tabte hovedet og kom i verbal infight med dommer Mike Dean (med bolden), da Tottenham Hotspur i sidste måned havde tabt 2-1 i Burnley. Det kostede Christian Eriksens normalt ret besindige chef en bøde på 10.000 pund og – værre endnu – to spilledages karantæne, så han ikke kan styre sine tropper fra bænken, når Spurs 31. marts møder Liverpool på Anfield. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er ved at være en rum tid siden, men ikke desto mindre findes der dogmatik, der ridses ind i sindets hjernebark, selv om det ikke nødvendigvis er til det bedre.

Det var vel på den tid, hvor »Smiling« Peter Mikkelsen gjorde sig til som verdens bedste dommer og hvor jeg selv snørede støvlerne på et særdeles ydmygt niveau i en fodboldklub på den københavnske stenbro, der var nabo til Vestre Fængsel, og hvor bragesnakken i omklædningsrummet ville have ført til en sag for homofobi og platfodet sexisme, hvis Radio24syv havde kunnet smutte forbi med en Ghita-mikrofon.

Træneren var ikke nogen stor og veltalende kapacitet. Hans taktiske oplæg lød i en enkelhed: Kæmp for hinanden, spil det spil, I kan … og HOLD KÆFT over for dommeren.

Det sidste sagde han ikke for at skåne ophavsmanden i sort – sådan var en dommer klædt dengang – men fordi han var pinligt bevidst om, at hvis ikke det blev indskærpet, ville vi med statsgaranti ikke have nogen chance for at slutte fuldtalligt på banen.

Det er ikke blevet bedre med tonen siden. Så sent som sidste år kunne Dansk Boldspil Union – igen – offentliggøre en undersøgelse, der vidnede om trusler og tilråb mod dommere fra ungdomsrækkerne og op.

Trods en DBU-kampagne med det velmenende slogan »Husk respekten – også uden for banen« har hver tredje dommer gjort sig tanker om at stoppe, selv om det for langt de fleste bliver ved tanken. Og tak for det, kan vi da kun sige.

Det er ikke så underligt, hvis den moderne fodbolddommer føler sig både udsat og genstand for et ekstremt fokus.

Der bliver talt helt usandsynligt meget om dommerkendelser i og efter kampen. Hvilket selvfølgelig er forståeligt nok, fordi der er masser af situationer, som kan have indflydelse på forløbet og være dybt frustrerende for både aktører på banen og tilskuere.

Fagter og forurettethed

Når det er sagt, så er dommeren blevet et omdrejningspunkt, der ofte truer med helt at overskygge spillet på banen og det kan ingen være tjent med. Slet ikke det smukke spil.

Spillerne bidrager selvfølgelig til balladen. Med ophidselse, fagter og forurettethed.

Fodboldens operette-kultur har fået adskillige vrid i den mere teatralske retning. Det er i sine bedste øjeblikke med til at gøre spillet levende og engagerende. Men i sine værste facetter ser man også en skyggeside fra pantomime-skurkene: Neymar i rullefald, Diego Costa med ondsindede ankelspark eller Sergio Ramos med sit øjensynligt uudtømmelige arsenal af nederdrægtigheder. Der er mange flere, hvor de kommer fra.

Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at højtprofilerede managere som Arsène Wenger og José Mourinho gang på gang har ført an i efterspillets blame game med dommeren i sigtekornet. Utroligt nok, eftersom de begge har været i branchen i så mange år, at der burde udviklet en vis form for verdenstræt hårdhudethed og forståelse for, at det kan være menneskeligt at fejle.

Selv Tottenham Hotspurs ellers besindige Mauricio Pochettino fik for nylig tildelt et par spilledages karantæne og en bøde på 10.000 engelske pund for at være gået over stregen efter et nederlag til Burnley, hvor den ofte omstridte dommer Mike Dean stod for skud.

Man kan sagtens vælge at se det fra en hårdt presset fodboldtopleders side. Han skal stå på mål for resultaterne og er den første til at mærke fyringsøksen. Det er heller ikke svært at gennemskue, at den moderne manager ikke vil hænge enkelte spillere ud og derfor har noget at vinde ved at flytte fokus over på potentielt kampafgørende kendelser.

Og ja, der findes ekstremt irriterende og opmærksomhedssøgende dommere. Som netop Mike Dean, Jonathan Moss eller Superligaens Michael Tykgaard. Men for hver af den slags er der vel i virkeligheden tre dygtige dommere, man sjældent husker navnet på, netop fordi de leder en kamp uden anmærkninger.

245 kendelser pr. kamp

Ifølge en analyse fra Professional Game Match Officials Limited, der har ansvaret for dommere i professionel fodbold i England, har en Premier League-dommer i gennemsnit 245 kendelser pr. kamp eller en for hvert 22. sekund – hvor de enten vælger at lade spillet fortsætte eller fløjter for en forseelse.

Sky Sports fulgte op den på undersøgelse ved at nå frem til, at af dem er gennemsnitligt fem at regne for forkerte beslutninger.

Det burde måske være til at leve med, når man tænker på den fart og hektik, der bliver spillet med anno 2019. Og ikke mindst at også spillerne begår graverende fejl i begge ender af banen og er medvirkende til at påvirke kampudfaldet.

Hele måden at se fodbold på, har selvsagt forandret sig, siden Geoff Hurst bragede bolden ind via overliggeren til 3-2 i VM-finalen mod Vesttyskland på Wembley i 1966.

Udviklingen har på positivsiden betydet, at vi i dag har fået mållinjeteknologi, der sørger for milimeterskarpe og præcise afgørelser af svære situationer. Polemikken efter Hursts mål ville ikke have haft trekvart menneskealders levetid i dag.

Omvendt betyder teknologien og de mange kameraer, der åbner mulighed for både superslow-optagelser og usete vinkler også for fortolkning og diskussion af episoder, som måske kunne have fortjent en pyt-knap.

Opstandelse og ophidselse kan eskalere lynhurtigt på de sociale medier, hvor fodboldens sektlignende sammenhold kan konspirere mod alt og alle. Det være sig dommere, journalister og spillere med mere eller mindre dulgte motiver.

Spillerne selv bidrager med en beregnende kynisme, hvor der filmes, flåes i trøjerne og snydes på vægten, hvor det kan lade sig gøre. Der er sket meget, siden man for mere end 100 år siden diskuterede, om det var nødvendigt med en frisparksregel i fodbold, fordi det jo var et gentlemanspil.

Journalister og kommentatorer har også en aktie i, at det kommer til at handle mere om dommerkendelser og kontrovers end taktiske finesser. Der burde udstedes et bødeforbud mod at fodboldkommentator Peter Kjær om en protesterende spiller siger: »Han har måske en sag«, eller at Stig Tøfting forsøger sig som overdommer.

Endelig har VAR (Video Assistant Referee) ikke gjort noget for at skabe transparens eller hjælpe dommerne og spillet med en højere retfærdighed. Foreløbig har det bare fremmedgjort fodbolden og taget magien i momentet ud af spillet. Det kan ingen være tjent med.

Det lyder mere enkelt, end det er. Men løsningen er som den altid har været: Hold kæft over for dommeren.