Sportsdomstol skal behandle ligachefs nazisammenligning
La Liga-chef Javier Tebas sammenlignede Real Madrids kommunikation med nazipropaganda. Det kan blive straffet.

La Liga-chef Javier Tebas sammenlignede Real Madrids kommunikation med nazipropaganda. Det kan blive straffet.

Chefen for La Liga, Javier Tebas, er havnet i en suppedas.
En sportsdomstol i Spanien skal vurdere, om det var inden for skiven, da han i fredags sammenlignede Real Madrids kommunikationsstrategi med nazipropaganda.
Det oplyser Spaniens nationale sportsråd (CSD) i en pressemeddelelse.
Tebas skrev i et opslag på X, at klubbens kommunikation og brug af egen tv-kanal "gav mindelser om propagandagreb, som Goebbels benyttede", med reference til Nazitysklands propagandachef, Joseph Goebbels.
Det er op til domstolen at vurdere, om Tebas skal straffes for sit ordvalg.
Fronterne har i det hele taget været trukket skarpt op den seneste tid.
Real Madrid har adskillige gange kritiseret ledelsen i La Liga. Klubben har tilmed krævet, at Tebas blev fjernet fra posten oven på flere forskellige udtalelser om klubben.
Nazisammenligningen fik ikke gydet olie på vandene. Tværtimod udsendte Real Madrid en udtalelse, hvor klubben kaldte Tebas' opslag for "dybt fornærmende" og "moralsk frastødende".
Ifølge spansk sportslov er det forbudt for Tebas at udtale sig på en måde, der skader sportens værdighed eller anseelse.
Tebas har siden sit opslag uddybet, at hans sammenligning var baseret på propagandagrebet og ikke nazismen som ideologi.
Real Madrid føler sig generelt bortdømt af dommerne i La Liga.
Sidste år gik klubben så langt, at den udsendte et åbent brev med budskabet om, at dommerne dømte til fordel for holdets modstandere.
RITZAU