Sportsanalyse: Nu har Andy Murray kun sit sportslige efterliv tilbage

Australian Open blev måske slutpunktet for den tidligere verdensetter Andy Murray, men den 31-årige skotte vil ligesom Caroline Wozniacki blive husket for at have fulgt viljens og hjertets vej for at nå toppen.

Foto: Lucy Nicholson, Søren Bidstrup

Det er de færreste af os forundt at kunne læse vores nekrolog og de velvalgte mindeord, der måtte strække sig ud over tidens SMS-kortfattede »RIP« løsning for de dovne og de sprogligt afmægtige. Selv om lidt vel altid har ret også dér.

Sportsstjerner lever ligesom i en anden sfære. De er født med to liv. En for deres karriere og så det, der må betegnes som selve livets afslutning. Kun sjældent, som med eksempelvis F1-legenden Ayrton Senna eller cykelrytteren Wouter Weylandt, sker det under udøvelsen og som en direkte følge af deres metier, hvad der bestemt ikke gør hverken tabet eller tragedien mindre.

Man kan sige, at sportsstjerner lever efter devisen i den femte James Bond film, »You Only Live Twice«. Den hvor Nancy Sinatra lægger vokal til John Barrys titelmelodi og co-komponisten Leslie Bricusses fine livsdestillat »you only live twice or so it seems/one life for yourself and one for your dreams«.

Den første store historie fra dette års Australian Open blev, at Andy Murray på et stærkt sindsbevæget pressemøde annoncerede sit karrierestop i eller efter denne sæson på grund af en sønderslidt hofte allerede inden mødet med Roberto Bautista Agut i første runde.

Fuldstændig tro mod sin karakter, gik Murray så ud og bød den 22. seedede spanier al den trods, han har støbt sin karriere på. Over fire timer, bagud 0-2 i sæt og med en udfordret smertegrænse, tvang den 31-årige skotte Agut ud i en af de udmarvende femsætsgysere, vi elsker at se Grand Slams for.

Andy Murray tabte. Og det var på ingen måde noget chokerende nederlag i betragtning af, at han på grund af sine tilbagevendende skadesproblemer var nede som nummer 230 på verdensranglisten.

Det kan vise sig at være en postgang for tidligt at skrive Andy Murrays sportslige nekrolog. Der eksisterer stadig en mulighed for en hofteoperation, som vil kunne forlænge den ærekære skottes løbebane.

Men med 32 år i lagkagen lige rundt om hjørnet og en langvarig genoptræning for overhovedet at blive fuldt mobil igen, virker det ikke sandsynligt.

En hård generation

Så hvad skal vi huske Murray for?

Det vil være rimeligt, som André Agassi sagde til skysports.com, at give Murray kredit for at have taget kampen op med triumviratet Roger Federer, Rafael Nadal og Novak Djokovic i en æra, som ellers var deres.

»Det er en hård generation at skulle vinde sine Grand Slam-titler imod. Hvis Andy Murray havde spillet i min generation, havde han vundet tre gange så meget,« mener André Agassi.

Tallene taler med en vis tyngde, når man ser antallet af Grand Slam-titler og turneringssejre mellem tennissportens Big Four. Den er som følger:
* Andy Murray 3/45
* Roger Federer 20/99
* Rafael Nadal 17/80
* Novak Djokovic 14/72

Roger Federer er ikke bare den ældste, men også den i særklasse mest begavede med et teknisk niveau og et arsenal af slag, mange af os næppe kommer til at genopleve på denne side af Perleporten. Og hvad angår Rafael Nadal og Novak Djokovic må man vel bare også pege på, at sammenstillingen af fysisk dominans, mental stålsathed og multifacetteret slagrepertoire har været en klasse eller halvanden over de fleste andres.

Men så igen: Der er en grund til, at Andy Murray i 41 uger fra november 2016 til august 2017 toppede verdensranglisten. Det er altså ikke mere parentetiske forgængere som Thomas Muster, Marcelo Rios eller Marat Safin, vi har med at gøre her. Det er klasse med konstans.

»Han har haft blik for sexisme i en mandsdomineret verden og var mand for at smide pengene, hvor munden er, da han hyrede Amelie Mauresmo som træner i årene fra 2014-16.«


Som Nick Kyrgios sagde det til The Guardian tidligere på ugen, kunne Andy Murray i topform være en skræmmende modstander for selv den mest rødglødende komet.

»Jeg var bange for at spille imod ham, fordi jeg vidste, det ville betyde lange dueller, og at jeg ikke ville kunne holde til det,« lød det anerkendende fra Kyrgios, som er en af de mange, Murray med sine menneskelige kvaliteter har vist formatet overfor udenfor banen.

De samme karakteristika

På mange måder har Murray spillet med hjertet udenpå trøjen. Det er en kliché, javist, men i mangel af bedre ikke til at komme udenom.

Hovedet fejler heller ikke noget. Han har haft blik for sexisme i en mandsdomineret verden og var mand for at smide pengene, hvor munden er, da han hyrede Amelie Mauresmo som træner i årene fra 2014-16.

»Han er ikke bange for at vise sin følsomhed, og for mig har Murray først og fremmest været undervurderet som menneske mere end som spiller,« siger Amelie Mauresmo til Reuters.

Nu skal vi heller ikke lade violinerne tage overhånd. For som Mauresmo også har afsløret i et tidligere interview fra tiden op til deres brud, er Andy Murray som sportsperson en »sammensat figur«. Hvilket vel kun understreger ægtheden; ikke mange entydigt gode mennesker evner at kæmpe sig til tops i en ultimativt konkurrencebetonet verden.

Murray har undervejs givet masser af eksempler på at være surmulende som en emo-teenager i en kogevasket Marilyn Manson T-shirt, han har været sammenbidt, ilter og kunnet bande som en glasgowiansk havnearbejder.

Det er på mange måder et præmieeksempel på at være næstbedst uden at ville bøje nakken.

Uden sammenligning i øvrigt har Caroline Wozniacki masser af de samme karakteristika.

En blanding af uomtvisteligt talent, stædighed og en fysik, der synes rejst på lutheransk arbejdsmoral og hævdvundne principper om, at intet skal tages for givet, og at alt kommer til den, der bliver ved og ved. Som det gjorde med den første og længe efterstræbte Grand Slam-triumf for et år siden i Australien.

 

Netop som dette skrives, er det danske tennis-es blevet detroniseret som forsvarende vinder af Australian Open af 30. seedede Maria Sharapova efter en medrivende tresætter. Og det var ikke en sejr til den elegante og graciøst bevægelige russer, man kunne sætte en finger på. Sharapova var både fysisk og teknisk Wozniacki overlegen, især på de store og afgørende point, der afgør de tætte kampe.

Det vil muligvis genrejse spørgsmålet, om Wozniacki har våbnene til at vinde endnu en Grand Slam. Exit mellem de sidste 16 i French Open og første runde i henholdsvis Wimbledon og US Open i 2018 peger ikke i den retning.

Mindre kan gøre det, naturligvis. Og der kan være noget fortryllende i at se den næstbedstes kamp for at ramme toppen. Bare én gang til. Som i tilfældet Andy Murray.