Sportens usynlige trussel

Når en professionel idrætsudøver går på banen for at tabe, undermineres grundlaget for al sport. Mens vi taler om doping, vokser problemerne med matchfixing.

Aab - FC København , Alka Superliga, Nordjyske Arena, Aalborg, 18.november : FCKs spillere med "Stop Matchfixing" skilt før kampstart (foto: Henning Bagger / Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

I april blev en nordjysk cykelløbsarrangør idømt et års karantæne fra al professionel sport af Danmarks Idrætsforbund (DIF). Årsagen var, at manden otte måneder tidligere havde forsøgt at betale flere ryttere for at lade verdensberømtheden Alberto Contador vinde et gadeløb i Aalborg.

»Jeg vil tilbyde tusinde kroner per mand, og så kører vi om andenpladsen. Håber, du er klar på at være med. Jeg kan ikke give Alberto en dårlig oplevelse, så derfor skal det være således,« skrev den lidt for kreative eventarrangør til en manager på et af de deltagende hold. Opfordringen blev ikke efterkommet, men derimod viderebragt til DIF.

Ligeledes i april modtog en billardspiller sin dom på ni måneders karantæne fra alle aktiviteter under Den Danske Billard Union for matchfixing under en turnering i New York sidste år. Før sin sidste puljekamp opsøgte danskeren, der selv har indrømmet sin ugerning, en kommende modstander og aftalte at spille efter et favorabelt resultat for begge parter.

I maj stadfæstede Østre Landsret dommen på et års betinget fængsel til en yngre mand, der i Københavns Byret var blevet kendt skyldig i at have fixet flere fodboldkampe i 1. division tilbage i 2010. Den professionelle gambler havde forinden i detaljer fortalt politiet om, hvordan han, en ven og fire Hvidovre-spillere havde indgået aftale om, at vestegnsklubben skulle tabe to kampe med vilje.
Senere trak manden sin tilståelse tilbage og anklagede politiet for at have presset ham til at fabrikere en falsk historie, men den troede hverken by- eller landsretten på. Sigtelsen mod de fire fodboldspillere, der nåede at sidde på anklagebænken i tre år, frafaldt dog kort efter landsrettens stadfæstelse.

Et opvisningscykelløb i en større dansk provinsby. En billarddyst i en turnering med en førstepræmiepulje på beskedne 8.000 dollars. To 1. divisionskampe i fodbold. Hvad der ved første øjekast kan synes småt, udgør den største trussel mod den moderne sport.

Vi taler meget om doping. Vi peger fingre af cykelrytternes, langrendsløbernes og atletikudøvernes beskidte moral. Vi har svært ved at fatte, at man vil ty til ulovligheder for at vinde. Men matchfixing er det modsatte af doping og måske derfor et endnu mere alvorligt problem: Her ønsker udøveren at gøre alt, hvad der står i hans magt for at tabe (eller planlægge et kunstigt resultat).
Doping skaber en skæv konkurrence. Matchfixing er en annullering af selve konkurrencen og dermed et kvælertag på den professionelle sports bærende princip: at enhver udøver ønsker at vinde. Når han doper sig, mister den enkelte sportsudøver sin troværdighed. Når han fixer en kamp, er det selve sportens troværdighed, han antaster.

Det sidste kan de tale med om i lande som Italien og Kina, hvor landets fodbold i skiftende perioder har lidt under organiseret matchfixing og et udbredt system af vennetjenester. Begge steder kan man bekræfte, at der er en direkte sammenhæng mellem tilskuerinteressen og omfanget af ulovlige aftaler i korridorerne. Det opmuntrende budskab lyder her, at ærlighed er godt for forretningen.
Aftalt spil er ingen nyhed. Alle de store sportsgrene har kendt til matchfixing siden slutningen af 1800-tallet. Men svindlens omfang er eskaleret. Aldrig har organiseringen af den økonomiske kriminalitet være robustere og mere global. Beløbene bliver større hvert eneste år, og problemerne er tilsyneladende grænseløse.

47 af det europæiske fodboldforbund UEFA's 55 medlemslande har oplevet matchfixing med tilknytning til den organiserede kriminalitet. I 2013 afslørede den europæiske politienhed Europol, at man efterforskede matchfixing for hundrede millioner af kroner i op mod 400 professionelle fodboldkampe i Tyskland, Schweiz, Tyrkiet, Finland, Belgien, Latinamerika, Afrika og Asien med forbindelse til et ulovligt spillesyndikat i Singapore.
I 2012 sendte den britiske journalist Ed Hawkins chokbølger gennem den internationale cricketverden, da han i sin velfortalte bog "Bookie, Gambler, Fixer, Spy" afslørede systematiseret matchfixing af selv de største kampe. I øjeblikket efterforsker den britiske antifixing-enhed Tennis Integrity Unit to mistænkelige opgør ved dette års Wimbledon og US Open.

Herhjemme fastslog en undersøgelse fra DIF i sidste uge, at hver femte danske elitesportsudøver har kendskab til matchfixing i egen idræt. Undersøgelsen, der byggede på 437 svar fra udøvere, trænere og ledere inden for fodbold, håndbold, badminton og ishockey, viste desuden, at fire procent af udøverne selv var blevet tilbudt at medvirke i matchfixing.

Allerede i 2013 indførte DIF et regelsæt på området på tværs af samtlige 61 specialforbund. Få måneder senere oprettede man sammen med Dansk Boldspil-Union (DBU) en hotline, hvorpå sportsfolk kan indtelefonere oplysninger om urent trav. Siden er 14 sager fra mere end en håndfuld sportsgrene blevet indbragt for DIF’s matchfixingsekretariat og behandlet af et uafhængigt matchfixingnævn.
Det ville ikke give meget mening at forsøge at bestikke Lionel Messi eller LeBron James, superstjerner der i forvejen tjener millioner af kroner om ugen. Fristelsen findes på niveauerne under.

Bagmændene, gangstere der gerne holder et kontinents afstand til deres ulovligheder, allierer sig med en lokal stråmand. Denne udser sig en skrøbelig udøver i en trængt klub og slår til i en krisesituation. En målmand, hvis hold har sikker kurs mod nedrykning, bliver stillet over for et djævelsk spørgsmål: Vil du lade en ekstra bold, bare en enkelt, slippe i nettet til gengæld for 10.000 euro?
For nogle svage sjæle er svaret ligetil. Ingen finder ud af det. Ingen dør af det. Ingen udover sporten.