Sponsorer stiller krav til Brøndby

Flere af de mindre sponsorer i Brøndby kræver handling fra klubbens ledelse. Hovedsponsoren Codan er fortsat glad for sit sponsorat.

Brøndby har i øjeblikket svært ved at vinde fodboldkampe i SAS Ligaen. Og snart kan den sportslige nedtur også komme til at koste på bankbogen. Flere af Brøndbys sponsorer følger således udviklingen med stor skepsis og føler i øjeblikket ikke, at deres penge er givet godt ud.

- Intet tyder umiddelbart på en forbedring af den miserable sæson i fjor. Vi venter nu på, at ledelsen tager de nødvendige skridt. På den lange bane kan vi ikke leve med en klub i frit fald, siger Jan Lockhart, administrerende direktør i rejsebureauet Apollo, til Ekstra Bladet.

Hovedsponsoren Codan, der årligt betaler omkring 10 millioner kroner for at have forsikringsselskabets navn på Brøndby-trøjen, har tidligere i år gennemført en intern undersøgelse af sine sponsorater, herunder Brøndby-sponsoratet.

- Når det gælder holdningen til vores sponsorat i Brøndby, går den fra neutral til positiv, siger kommunikationsdirektør i Codan, Jeanette Løgstrup.

Codan, hvis nuværende aftale med de blå-gule udløber næste år, oplyser, at man ikke lader sig påvirke af den sportslige nedtur.

/ritzau/