Rasmus Jensen har tidligere vundet det individuelle danmarksmesterskab i speedway, men da årets udgave af DM løb af stablen i onsdags, var han ikke i nærheden af at vinde. Og det var der en god grund til.

Allerede efter sit første heat blev han diskvalificeret, fordi han i arrigskab over at være endt sidst havde stødt sit hoved og hjelm ind i stævnelederen.

Det kostede ham chancen for at køre med om guldet, og i et opslag på Facebook har han siden sagt undskyld for sin opførsel.

- Jeg var ekstremt opsat på at vinde DM-titlen og tilsvarende skuffet, da jeg lavede et rundt nul i mit først heat, skriver Rasmus Jensen.

Han fortæller, at han i dyb frustration stødte sin hjelm ind i stævnelederen og undskylder for episoden.

- Det var ikke god reklame for vores sport, og vi, der kører DM, skal naturligvis altid gå foran med det gode eksempel, skriver Rasmus Jensen.

Den 32-årige speedwaykører vandt DM i 2022 og er fortsat en profil i den danske liga, hvor han er kaptajn for Holsted Tigers.

Onsdag ødelagde han sine egne chancer for en ny DM-titel, som i stedet gik til Leon Madsen, der lørdag aften kører VM-grandprix i polske Wroclaw.

/ritzau/