Temperamentet løb af med Rasmus Jensen ved det individuelle DM i speedway i juni, og det koster ham nu en karantæne på ni måneder.

Hans danske klub, Holsted Tigers, skriver på Facebook, at Danmarks Motor Unions disciplinærnævn har inddraget Rasmus Jensens licens.

- Som udgangspunkt står Holsted Speedway Klub uforstående over for afgørelsen, men klubben og Rasmus Jensen vil nu gennemgå afgørelsen og disciplinærnævnets begrundelse, inden der tages stilling til, om sagen skal ankes, skriver klubben på Facebook.

Holsted Tigers har ikke yderligere kommentarer, lyder det.

Rasmus Jensen nåede kun at køre et heat ved DM i Esbjerg i midten af juni.

Efter at være sluttet sidst i første heat lod han sin frustration gå ud over stævnelederen, og så blev han diskvalificeret.

Rasmus Jensen var hurtigt ude med en undskyldning i et opslag på Facebook.

- Jeg var ekstremt opsat på at vinde DM-titlen og tilsvarende skuffet, da jeg lavede et rundt nul i mit første heat, skrev Rasmus Jensen, som ifølge eget udsagn stødte sit hoved – med hjelm på – ind i stævnelederen.

- Det var ikke god reklame for vores sport, og vi, der kører DM, skal naturligvis altid gå foran med det gode eksempel, lød det fra Rasmus Jensen.

Rasmus Jensen går nu glip af dette års EM-serie, ligesom han heller ikke bliver en del af den danske trup, som skal køre om medaljer ved hold-VM i august.

RITZAU