Speedwayfinale køres i Vojens næste år

Det danske speedwaylandshold får hjemmebane, når næste års VM for hold skal afgøres. Finalen køres nemlig i Vojens.

Håbet om dansk VM-guld i holdspeedway fik ekstra næring, da det internationale motorsportsforbund, FIM, holdt kongres i weekenden. Her blev det nemlig besluttet at tildele Danmark værtskabet for næste års finale, der køres den 19. juli i Vojens.

De danske speedwaykørere har det nemlig med at levere gode resultater, når de kører på det traditionsrige stadion i Sønderjylland. Senest bevist i den indledende runde ved dette års hold-VM, hvor Danmark overbevisende kørte sig videre til finalen og ved Grand Prix Challenge for en måned siden, hvor Bjarne Pedersen og Niels-Kristian Iversen nappede to af de tre permanente wild cards til næste års Grand Prix-serie.

- Nogle af kørerne siger godt nok, at de ikke mener, at vi har nogen fordel i Vojens, men resultaterne taler for sig selv. Og kan vi samle 10.000 tilskuere igen, så vil det jo helt sikkert give et ekstra rygstød, siger landstræner Jan Stæchmann.

Ud over holdfinalen skal det såkaldte raceoff også køres i Vojens. De to indledende heat skal køres i henholdsvis England og Polen.

/ritzau/