Speedway-landstræner banket på plads

Danmarks Motor Union har kraftigt irettesat speedway-landstræner Jan Stæchmann, som har anklaget Polen for at have snydt sig til sejren ved hold-VM.

Danmarks landstræner i speedway, Jan Stæchmann, bliver nu banket på plads af Danmarks Motor Union. I tirsdagens udgave af Jyllands-Posten anklagede Stæchmann de polske vindere af hold-VM for at have snydt med ureglementerede cykler i finalen, som Polen vandt efter et tæt opgør mod Danmark.

- Danmarks Motor Union mener ikke, at der er belæg for at anklage det polske landshold for at have vundet VM-guld i speedway på baggrund af snyd, skriver motorunionen i en pressemeddelelse.

Jan Stæchmann sagde til Jyllands-Posten, at "jeg kan ikke bevise, at de havde snydt med deres cykler, men jeg tror det". Samtidig fik han beskyldt en delegeret fra Det Internationale Motorcykelforbund (FIM) for at være beruset, og det beklager Jan Stæchmann i en udtalelse.

- Min udtalelse om, at FIM's kontrollant skulle have været beruset, er baseret på en fornemmelse, som flere havde på dagen. Men det er selvsagt en påstand, som på ingen måde kan bevises, og som derfor aldrig burde have været fremført, siger landstræneren.

/ritzau/