Den spanske landstræner Luis de la Fuente fortsætter i rollen for europamestrene.

De la Fuente har underskrevet en kontraktforlængelse, så han har tøjlerne frem til 2028.

Det oplyser Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) på sin hjemmeside.

63-årige Luis de la Fuente overtog roret for Spanien i januar 2023, og siden har han og spanierne været på succesfuld titeljagt.

I sommer vandt Spanien EM efter finalesejren på 2-1 over England.

Året før vandt Luis de la Fuente og Spanien Nations League-turneringen efter at have besejret Kroatien i finalen.

Før tjansen som landstræner for det spanske landshold var Luis de la Fuente at finde i andre roller for ungdomslandsholdene.

I 2013 og fem år frem var han U19-landstræner, mens han i 2018 blev spansk U21-landstræner.

/ritzau/