Spansk superstjerne er ude af Touren

Alejandro Valverde måtte forlade Tour de France efter 1. etape, da han styrtede på lørdagens enkeltstart.

Alejandro Valverde er ude af årets Tour de France efter et styrt på allerførste etape. Fold sammen
Læs mere
Foto: WOLFGANG RATTAY

København. Tour de France 2017 blev en usædvanlig kort affære for den spanske cykelstjerne Alejandro Valverde (Movistar).

Den 37-årige spanier styrtede på den våde asfalt på enkeltstarten på 1. etape, hvor rytterne skulle tilbagelægge 14 kilometer på ruten i tyske Düsseldorf.

Styrtet skete i et sving, hvor cyklen skred væk under Valverde, der derefter i høj fart gled ind i barrieren.

Alejandro Valverde blev liggende på asfalten og så ud til at være i store smerter, inden han fik hjælp.

Movistar meddeler på Twitter, at Valverde er blevet kørt på hospital, hvor han skal undersøges for eventuelle brud, en flænge i det ene ben og smerter i siden efter faldet og sammenstødet med barrieren.

Alejandro Valverde har tidligere i karrieren vundet Vuelta a España en enkelt gang, og han har ni etapesejre i løbet.

Fire gange har han vundet Liege-Bastogne-Liege. Det skete senest i april, hvor han blev den ældste vinder af løbet nogensinde.

Valverde har i alt 91 sejre i sin lange karriere.

Han sluttede som nummer tre i Tour de France for to år siden, og han var udset til at have en vigtig rolle i forhold til Movistars holdkaptajn, Nairo Quintana, i dette års udgave.