Spansk superfysik skaber succes

Spansk klubhåndbold har regeret Europa suverænt i over ti år. Nu er landsholdet også begyndt at tage medaljer.

Spaniens Belaustegui Ruano slider sig forbi Ruslands Valeriy Myagkov (tv.) og Eduard Koksharov (th.) og scorer i mellemrundekampen i Mannheim. <br>Foto: John MacDougall Fold sammen
Læs mere

MANNHEIM: Spansk herrehåndbold på klubplan har længe hørt til noget af det bedste, man har kunnet støve op på denne klode. Men nu har spanierne sat sig så solidt på Champions League, at det næsten er ved at blive kedeligt.

I de 13 sæsoner i Champions League, der er spillet, har spanske hold vundet turneringen ti gange, og de seneste to år har finalerne været rent spanske.

Det scenario kan meget vel blive gentaget i 2007, hvor halvdelen af holdene i kvartfinalen i mændenes Champions League er spanske.

Landsholdet kom med

Nu er klub- og landsholdshåndbold ikke nødvendigvis to alen af samme stykke, da klubberne i modsætning til landsholdene kan sammensætte teams af alle mulige nationaliteter. Og for Spanien var det længe sådan, at mens nationens klubber åd trofæ efter trofæ, kiksede det hver gang for landsholdet trods store forventninger.

Men ved det seneste verdensmesterskab i Tunesien gik der hul på bylden for spanierne, da mandskabet for første gang vandt en slutrunde-finale. Det gik ved VM ud over Kroatien, der blev besejret så klart som 40-34 efter 21-13 ved pausen.

Anført af fløjen Juan Garcia, der scorede 11 mål i finalen, bombede spanierne det kroatiske mandskab i stumper og stykker allerede før pausen i den sjældent ensidige guldkamp.

Ved EM sidste år i Schweiz nåede spanierne også finalen, men dér blev de besejret af Frankrig.

Der er dog ingen tvivl om, at det spanske mandskab igen i år hører til blandt favoritterne, når medaljesættene ved VM i Tyskland skal fordeles.

I indledende runde var der ingen pardon, da såvel Tjekkiet, Qatar som Egypten blev slået sikkert, om end spanierne var noget længe om at nedkæmpe egypterne i første VM-opgør. Således førte Egypten frem til midt i anden halvleg, inden Spanien fik overtaget og kørte en sejr på 33-29 i hus.

Veludrustede

Kampen i går mod Rusland var også længe ganske tæt på måltavlen i den gigantiske SAP Arena i Mannheim, men hele tiden med Spanien et hestehoved foran.

Hver gang russerne fik kæmpet sig tæt på, strammede Iker Romero og Co. skruen og lagde afstand igen. De russiske spillere er på ingen måde fysiske undermålere, men spanierne er ganske enkelt så veludrustede, hvad kræfter angår, at de næsten er umulige at holde mand mod mand. Selv for russiske bjørne.

Og de kommer hele tiden. Romero, Entrerrios, Jose Vaquero og Iker Romero. Det ene dyt i bamsen efter det andet, indtil der går hul på forsvaret enten til en afslutning eller til en frispilning til streg eller fløj. Uhyggeligt effektivt.

33-29 til Spanien lyder ikke suverænt, men sandheden er, at man aldrig følte, at russerne havde en chance.

Der er flere danskere, der til daglig tjener deres brød i spansk håndbold. På landsholdet drejer det sig om Kasper Hvidt og Lars Jørgensen i Portland San Antonio samt Claus Møller Jakobsen i Ademar Leon. Rygter sætter desuden Jesper Nøddesbo i forbindelse med FC Barcelona, selv om den danske stregspiller endnu ikke har meddelt, hvor han spiller efter sin afsked med KIF Kolding efter denne sæson.

Forsvarsspecialisten Lars Jørgensen beskriver den spanske spillestil som kaoshåndbold.

»Det er meget individuelt præget. Dernede kommer folk ikke løbende i store flotte løbebaner, som du ser i Sverige og Danmark. Det handler mere om, at ham, der har bolden, bare skal have den i kassen. Det kræver, at du som forsvarsspiller skal være bedre til at dække mand mod mand og være bedre til at kunne forudsige spillet,« fortalte San Antonio-spilleren for nylig i et interview i Berlingske Tidende.

Høj spildprocent

Den helt store individualist hos Spanien er Iker Romero. Men også spillere som Rolando Urios, Mateo Garralda, Alberto Entrerrios og Juan Perez samt målmændene Jose Javier Hombrados og David Barrufet har længe trukket læsset for Spanien.

Ved dette VM har venstrefløjene David Davis Camara og Juan Garcia været sjældent effektive. David Davis har fra flanken og på kontra scoret 15 mål på 17 skud, mens Juan Garcia er holdets topscorer med 30 mål, heraf 17 på straffekast. I går blev det til 10 pletskud.

Også Urios har været en effektiv afslutter, mens det har knebet mere for Iker Romero, der sådan cirka brænder hver anden gang han afslutter. Det gør han til gengæld så tit, at han ofte scorer mange mål, og spildet synes at være en del af hans stil. En stil, der også indebærer, at når Iker er på banen, sker der noget. Derved er han trods lejlighedsvis stor spildprocent med til at skabe plads til sine medspillere og gøre dem bedre.