Spansk stjerne genopliver legendarisk citat før VM-semifinale

qatar-handball-world-champions

Det bliver en tæt kamp mellem Spanien og Frankrig i den ene semifinale fredag ved VM i Qatar. Men ifølge Joan Canellas er Frankrig, lidt ligesom Tyskland, de vinder altid til sidst.

Mens Danmark må indstille sig på at spille om retten til at deltage i den kommende OL-kvalifikation, stiger håndboldfeberen fortsat i Spanien og Frankrig.

De to store håndboldnationer mødes fredag i en semifinale, som mange allerede har døbt den moralske finale ved VM i Qatar.

Og selvom de har en god chance, så mener den spanske bagspiller Joan Canellas, at Frankrig set i et historisk perspektiv må være svage favoritter.

»De ved, hvordan det skal gøres gennem deres klasse, erfaring og selvtillid. Som Gary Lineker (engelsk fodboldspiller, red.) sagde engang: Så er Frankrig, ligesom tyskerne er i fodbold. Vi kan vel sige, at håndbold er en kamp, hvor 14 mænd jagter en bold gennem 60 minutter, og til sidst er det altid Frankrig, der vinder,« siger Joan Canellas til VM-turneringens officielle hjemmeside.

Det var i øvrigt Joan Canellas, der med sit mål i de døende sekunder, sendte Danmark ud af kampen om VM-medaljer onsdag aften.

I den franske lejr afviser verdens måske bedste håndboldspiller Nikola Karabatic, at Frankrig skulle være favoritter i fredagens semifinale.

»Vi vil selvfølgelig meget gerne blive verdensmestre, men først har vi en meget svær semifinale mod Spanien, og jeg mener faktisk, at Spanien er favoritter. De har slået både Qatar og Danmark, som er to af turneringens stærkest hold,« lyder det fra Nikola Karabatic, der må forventes at få en nøglerolle i opgøret.

I den anden semifinale møder Qatar Polen.