Opdateret

Spansk sportsråd er stolt af demonstrationer i Vueltaen

Gennem sit nationale sportsråd har den spanske regering svaret tilbage på den kritik, der er kommet fra UCI.

Propalæstinensiske demonstranter invaderede gaderne i Madrid på søndagens sidste Vuelta-etape, der blev aflyst før tid. Foto: Pierre-Philippe Marcou/Ritzau Scanpix

Der er dyb uenighed mellem den spanske regering og Den Internationale Cykelunion (UCI) om afviklingen af årets Vuelta a España.

Mandag kom UCI med en sønderlemmende kritik af den spanske regering, som har udtrykt støtte til de propalæstinensiske demonstranter, der skabte kaos under Vueltaen.

Den spanske regering svarede sent mandag aften gennem sit sportsråd, CSD, tilbage på kritikken i et åbent brev til UCI-præsident David Lappartient. Det skriver den spanske avis AS, der bringer brevet i fuld længde.

- I Spanien, som i alle demokratiske samfund, er retten til at demonstrere frit og fredeligt en grundlæggende rettighed, der er nedfældet i vores forfatning fra 1978.

- Hvis sagen også er retfærdig og ædel samt et forsvar for menneskerettighederne, er en sådan fredelig ytringsfrihed en moralsk forpligtelse, indledes det i brevet.

UCI vil ikke acceptere de scener, der udspillede sig i Vueltaen, hvor flere etaper blev afbrudt eller forkortet på grund af voldsomme protester fra demonstranter, der i flere tilfælde bragte rytternes sikkerhed i fare.

Men heller ikke den del af kritikken er den spanske regering enig i. Det fremgår af brevet fra det spanske sportsråd.

- Som regeringspræsidenten sagde, er vi i det nationale sportsråd (CSD) meget stolte af det spanske folk og deres følelser over for dybt uacceptable og utålelige situationer.

- Vi mener ikke, at sport kan være ligeglad med, hvad der sker i verden, og endnu mindre være ligeglad med alvorlige menneskerettighedskrænkelser, lyder det i brevet.

UCI satte mandag også spørgsmålstegn ved Spaniens evne til at være vært for store internationale sportsbegivenheder

Men CSD mener, at Spanien afvikler sportsbegivenheder "succesfuldt og sikkert".

/ritzau/