Spansk problembarn vinder på ny i Vuelta a España

Juan Ayuso slog Javier Romo i spurten og vandt 12. etape, der blev afviklet uden ballade.

Tilskuere var mødt frem med palæstinensiske flag, men 12. etape blev gennemført uden problemer. Ander Gillenea/Ritzau Scanpix

Den spanske cykelrytter Juan Ayuso fortsætter med at skabe overskrifter i Vuelta a España.

Det 22-årige stortalent vandt torsdag for anden gang i løbet, da han slog Javier Romo i spurten på 12. etape, efter at den spanske duo sammen var kørt væk fra et stort udbrud på etapens sidste stigning.

Sejrene er kommet på trods af, at Ayuso ligger i åben krig med sit hold, UAE Emirates, som på hviledagen i mandags meddelte, at spanieren forlader holdet efter sæsonen.

Mads Pedersen sluttede som nummer fem på etapen, der blev afviklet uden protester og ballade.

Den knap 145 kilometer lange rute fra Laredo til Los Corrales de Buelna med to stigninger undervejs lignede på forhånd en oplagt opgave for udbrydere.

Jonas Vingegaard slog før etapestarten fast, at han ville spare kræfterne til fredagens bjergetape, og tilsyneladende havde løbets øvrige klassementryttere samme plan.

Flere forsøgte tidligt at komme i udbrud, inden en gigantisk gruppe med mere end 50 ryttere slap fri. Holdkammeraterne Søren Kragh Andersen og Mads Pedersen var med i gruppen, hvor samtlige hold på nær Israel-Premier Tech var repræsenteret.

Det israelske hold har været i fokus de seneste dage, fordi løbet har været præget af propalæstinensiske demonstrationer. Uroen fik onsdag arrangørerne til at neutralisere afslutningen på etapen og droppe opløbet i Bilbao.

Dagen derpå var der mere roligt. Nogle palæstinensiske flag var synlige ved start og mål, men rytterne fik denne gang lov til at gøre deres arbejde i fred.

Mads Pedersen vandt pointspurten, men det kneb med at følge med på den sidste og hårdeste stigning, Collada de Brenes.

Søren Kragh Andersen blev også skåret fra på opkørslen, hvor Juan Ayuso og Javier Romo efterhånden fik dannet en spansk frontduo, som rivalerne aldrig nåede op til igen.

En hårdt kæmpende Mads Pedersen scorede yderligere point til pointkonkurrencen ved at spurte i mål som femmer.

Jonas Vingegaard havde en rolig dag og kom i mål med de øvrige topkandidater mere end seks minutter efter vinderen. Han fastholdt sit forspring i det samlede regnskab.

/ritzau/