I et forsøg på at gøre det lettere for kvinder at balancere et liv som professionel fodboldspiller eller dommer med ønsket om at blive mor har Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) lavet et nyt tiltag.

Alle spillere, som har mindst to landsholdsudtagelser på cv'et, samt professionelle dommere, kan få betalt hjælp til fertilitetsbehandling.

Det har RFEF meddelt på et pressemøde tirsdag ifølge Reuters.

Forbundet har indgået et samarbejde med fertilitetsklinikken Tambre, hvor professionelle spillere og dommere kan få nedfrosset æg på forbundets regning samt få betalt hjælp til fertilitetsbehandling som for eksempel kunstig befrugtning.

- Vi er meget glade for at have landet den her aftale, som giver større mulighed for at bestemme, hvordan og hvornår man ønsker at blive mor, siger landsholdsspilleren Olga Carmona, som deltog i pressemødet.

Ifølge Reyes Bellver Alonso, RFEF-direktør for kvindefodbold, er ønsket med den nye aftale, at kvinder ikke skal give afkald på ønsket om at blive mor, fordi de vil forfølge en fodboldkarriere, der ofte kan gå langt ind i 30'erne, hvor kvinders fertilitet falder.

Fra enkelte sider har aftalen ifølge Reuters mødt kritik. Nogle mener, at aftalen er lavet for at få de kvindelige spillere og dommere til at udskyde planerne om at blive mødre, så det ikke sker i løbet af karrieren.

Det afviser RFEF-direktøren.

- Hvis der er et område, hvor der er sket noget i forhold til barselsrettigheder, beskyttelse af kvinder, beskyttelse af deres kontrakter og balance mellem arbejde og privatliv i kvindesport, er det fodbold, siger hun.

Den spanske landsholdsspiller Patri Guijarro mener da også, at aftalen er en klar fordel for kvinderne.

- Vi føler, at vi er blevet hørt. Det er vigtigt, at kvindelige atleter ikke føler, de er nødt til at vælge mellem deres professionelle liv og deres privatliv, siger hun ifølge Reuters.

RITZAU