Hvis ikke man ved hjælp af et lille stykke software på telefonen kunne få hele baduljen simultantolket, så ville man som dansker uden synderlige kundskaber i det spanske sprog have været fortabt.

Tre navne ville man dog have fået fat i, da de hurtigsnakkende spaniere fredag holdt hof for pressen før lørdagens EM-skæbnedyst i London mod Danmark.

Både landstræner Jorge Vilda og den rutinerede anfører Irene Paredes fremhævede flere gange Pernille Harder og Nadia Nadim.

»Pernille Harder er en rigtig god spiller, som kan gøre det svært for os. Så vi skal være opmærksomme på hende. Nadia Nadim er også en rigtig god spiller med rigtig meget erfaring,« lød det fra landstræneren.

Irene Paredes har også stiftet bekendtskab med Signe Bruun. De to deler fortid i Paris Saint-Germain, og den spanske forsvarsspiller havde pæne ord med om den 24-årige angriber.

»Signe er ægte 9'er, som er meget talentfuld,« lød det fra Paredes, der i dag tørner ud for FC Barcelona.

Der spiller hun sammen med flere af sine landsholdskammerater, og sammen har de gjort klubben til en af de stærkeste i Europa.

På landsholdet spiller det også meget godt, og spanierne er klare favoritter til at slå Danmark lørdag og dermed tage billetten til kvartfinalen.

Spanien kan sågar – i modsætning til Danmark – nøjes med uafgjort. Men det er ikke det, der er målet.

»Hvis vi forbereder os på at spille uafgjort, så går det skidt. Det eneste mål er at vinde,« siger Jorge Vilda beslutsomt.

Spanien vandt sin første EM-kamp med 4-1 over Finland, inden det gik galt mod Tyskland i en kamp, spanierne ellers havde godt styr på.

Her endte det med et nederlag på 0-2, og derfor er kniven placeret på struben før mødet med Danmark.

»Det er ikke den sværeste kamp, men det er en af de vigtigste. Ligesom de to forrige. Men vi er vant til at spille store kampe, og vi ved, hvad der er på spil,« siger Irene Paredes, som har planer om at gå hele vejen ved slutrunden.

Men selv om de i den spanske lejr ikke mener, at Danmark er den sværeste modstander i gruppen, så har de respekt for Lars Søndergaards hold.

»Danmark har et meget erfarent hold, som har vundet så mange kampe. Vi kan på ingen måder være afslappede,« siger Jorge Vilda, som har en god idé om, hvad Danmark vil.

»Jeg tror, de vil presse os hårdt. Vi ved, at de har en meget stærk midtbane, de er rigtig gode til at forsvare dybt, og så har de farlige spillere oppe foran. Vi ved, at de skal vinde. Så hvis kampen er meget lige efter første halvleg, så kommer de til at presse på,« siger Jorge Vilda.

Landstræneren siger, at han har analyseret det danske spil, men han påpeger samtidig, at når andre hold møder hans hold, så ændrer de sig, fordi spanierne som regel er favoritter.

»Vi skal være klar til enhver situation,« siger han.

/ritzau/