Spanier vandt Eneco Tour

Den spanske rytter José Ivan Gutierrez blev nummer to på den afsluttende enkeltstart i Eneco Tour of Benelux, og det var nok til samlet sejr i etapeløbet.

Onsdag eftermiddag kunne spanske José Ivan Gutierrez træde op på det øverste trin efter en uges rundtur i Pro Tour-etapeløbet Eneco Tour of Benelux. Caisse d-Epargne-rytteren blev toer på den afsluttende enkeltstart, og hans præstation i de 29,6 kilometers kamp mod uret var nok til samlet sejr i løbet.

- Det var tæt hele løbet. Dette var min anden etapeløbssejr i 2007, og nu er målet at vinde enkeltstarten ved VM i september, lød det fra den tilfredse vinder.

Hollandske Thomas Dekker fra Rabobank, der førte løbet inden enkeltstarten, endte som samlet nummer fem. Onsdagens enkeltstart blev vundet af belgieren Sebastian Rosseler fra Quick Step, der var to sekunder hurtigere end Gutierrez.

Skotske David Millar kørte fjerdehurtigst onsdag og overtog dermed den samlede andenplads, sidste mand på podiet blev svenske Gustav Larsson fra Unibet.

/ritzau/