Spanien udspiller Karabatic og co. og er i EM-finalen

Frankrig kunne intet stille op mod et stærkt spansk hold, der møder Danmark eller Sverige i EM-finalen.

Spanien var klart bedst i EM-semifinalen mod Frankrig.
Læs mere
Fold sammen

Zagreb. Spanien bliver den ene deltager i EM-finalen i håndbold for mænd.

Det blev et faktum fredag aften i Zagreb, da spanierne i semifinalen overraskende udspillede Frankrig, der før semifinalen havde vundet samtlige kampe i turneringen.

Cifrene blev 27-23 i Spaniens favør efter en føring på 15-9 ved pausen.

Et sent fransk comeback var på et tidspunkt ved at sørge for lidt spænding, men der var reelt klasseforskel i kampen.

Spanien skal i finalen på søndag møde enten Danmark eller Sverige, der senere fredag mødes i den anden semifinale.

Spanierne havde før semifinalen tabt til både Danmark og Slovenien ved EM, men mod Frankrig foldede holdet sig ud som en formidabel enhed, tilsat krydderiet fra den hasteindkaldte målmandsveteran, Arpad Sterbik.

Grundstenen til Spaniens sejr blev lagt i anden halvdel af første halvleg, hvor alt smuldrede for Frankrigs verdensmestre.

Kampen var helt lige frem til stillingen 8-8, men i de sidste lidt over 12 minutter af første halvleg scorede Frankrig kun et enkelt mål, og det var på et straffekast.

Medvirkende til det var, at Spanien havde haft målmandslegenden Arpad Sterbik på banen tre gange ved straffekast, og han reddede to af dem.

Den 38-årige serbiskfødte målmand var blevet indkaldt til den spanske EM-trup, efter at førstevalget, Gonzalo Pérez de Vargas, blev skadet i sejren over Tyskland onsdag.

Franskmændene spillede svagt i første halvleg, og kun stregkæmpen Cedric Soirhando trak op i regnskabet med fire mål på fire forsøg i de første 30 minutter.

Desuden måtte Frankrigs Dika Mem udgå, da han faldt uheldigt ned på foden.

Noget skulle ske i anden halvleg, hvis Nikola Karabatic og co. skulle have en chance for at komme i finalen.

Landstræner Didier Dinart skiftede målmand Vincent Gérard, der kun havde reddet tre af 17 spanske afslutninger, ud med Cyril Dumoulin, men lige lidt hjalp det i begyndelsen.

Arpad Sterbik kom på banen for fjerde gang, da han reddede et straffekast for tredje gang, og veteranen sluttede med i alt tre redninger på fem straffekast.

Det lignede en ydmygelse, da Alex Dujsjebajev bragte Spanien foran 23-14 med 16 minutter tilbage af kampen.

Men så skete der noget. Spanierne begyndte at lave fejl, og på seks minutter fik franskmændene reduceret til 20-23.

Joan Cañellas fik skabt noget ro for spanierne, da han lavede et gennembrud og scorede til 24-20.

Alligevel var der lidt nervøsitet, inden Raul Entrerrios med 25-21-scoringen to et halvt minut før tid lukkede kampen definitivt.

Spaniens Ferran Sole blev kampens topscorer med syv mål, mens Cedric Soirhando lavede seks mål for Frankrig.

/ritzau/