Spanien gør ende på Ronaldos sidste VM-eventyr
Cristiano Ronaldos VM-historie er slut, efter at Portugal tabte 0-1 til Spanien i ottendedelsfinalen.

Cristiano Ronaldos VM-historie er slut, efter at Portugal tabte 0-1 til Spanien i ottendedelsfinalen.

Cristiano Ronaldo og co. på det portugisiske fodboldlandshold er færdige ved VM.
Portugiserne blev mandag aften dansk tid ekspederet ud af turneringen af Spanien, der er videre til kvartfinalerne efter en 1-0-sejr.
Mikel Merino blev helt for Spanien, da han scorede kampens enlige mål i tillægstiden.
Op til kampen bekræftede den 41-årige superstjerne Ronaldo på et pressemøde, at han var i gang med sin sidste VM-slutrunde.
Den mangeårige målmaskine fik debut i VM-sammenhæng i 2006. Siden er det samlet set blevet til 11 VM-scoringer. Tre af dem er faldet ved denne slutrunde.
Al-Nassr-spilleren kan se tilbage på en yderst flot landsholdskarriere, men det lykkedes ham aldrig at vinde VM. Han blev til gengæld europamester i 2016.
Opgøret bød på en livlig åbning, hvor begge mandskaber spillede offensivt og ihærdigt forsøgte at skabe chancer.
Efter otte minutter blev Spaniens Mikel Oyarzabal spillet helt fri af Dani Olmo i dybden, men venstrebenet svigtede, og Oyarzabal sendte læderet forbi mål.
Ronaldo testede kort efter Unai Simon i spaniernes mål fra en spids vinkel, inden Lamine Yamal blev afvist af Diogo Costa i den anden ende.
Det var frem og tilbage hele tiden, og efter 36 minutter blev Unai Simon tvunget til at levere en stor redning efter en afslutning fra Ronaldo.
Mod slutningen af den ganske underholdende halvleg var Nuno Mendes tæt på at score fra kanten af feltet.
Portugiserens afslutning blev afvist af overliggeren efter en afretning fra Pedro Porro.
Anden halvleg bød på en mere stille start, og der kom malurt i det portugisiske bæger efter 56 minutter.
Nuno Mendes, der var blandt de bedste på banen for Portugal, blev tvunget til at gå fra banen. Det lod til, at han blev ramt af en skade.
På de første 20 minutter efter pausen fandt Spanien vej til nogle chancer, men det gav formentlig ikke de store panderynker på den portugisiske trænerbænk.
Med godt et kvarter tilbage kom Bruno Fernandes en smule i fokus, da han halvflugtede bolden i sidenettet under pres fra Marc Cucurella.
Spanierne havde bolden klart mest og lagde pres på til sidst, hvor Mikel Merino afgjorde begivenhederne.
Merino blev spillet fri af Ferran Torres, inden Arsenal-spilleren lagde læderet stensikkert i nettet på en flad afslutning.
Spanien skal i kvartfinalen møde enten USA eller Belgien.
RITZAU