Englands fodboldlandstræner, Gareth Southgate, føler sig godt forberedt på at møde Danmark i onsdagens EM-semifinale.

For selvom Danmark har spillet flere forskellige formationer under EM, har Southgate en forståelse af tankegangen hos Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand.

Den engelske landstræner har fulgt danskerens trænerarbejde gennem flere år.

»Jeg kendte til ham, før han blev landstræner på grund af hans arbejde i FC Nordsjælland. Han er også gode venner med Thomas Frank, der har gjort et brillant stykke arbejde i Brentford, så jeg ved, at hans (Hjulmand, red.) hold altid er meget omstillingsparate i deres taktikker.«

»Danmark kan ikke kun skifte taktik fra kamp til kamp, men også under kampene. De har mange alsidige spillere, der er i stand til at omstille sig til andre roller.«

»Andreas Christensen er selvfølgelig den, der har været mest involveret i ændringerne ved EM,« siger Southgate med henvisning til den danske forsvarsspiller, som Hjulmand flittigt har flyttet op på midtbanen.

Southgate har også selv vekslet mellem flere formationer under EM-kampene og har i lighed med Danmark spillet med både to og tre centrale forsvarsspillere undervejs.

Det er en nødvendighed at kunne foretage sådanne træk, mener Southgate.

»Sådan er moderne fodbold på topniveau blevet. Man skriver en formation ned inden kampen, men det ændrer sig undervejs, og formationen er også afhængig af, om man har bolden eller ej.«

»Spillere er meget mere omstillingsparate nu, end de var for et par år siden,« siger Southgate.

Den engelske landstræner forventer, at semifinalen mod Danmark vil være tæt, akkurat som kampene mellem de to lande i Nations League var det sidste efterår. Her spillede holdene 0-0 i København, før Danmark vandt 1-0 på Wembley.

Samme opfattelse har angriberen Harry Kane, der var med i begge de opgør.

»Danmark har et godt hold, og de har gode individuelle spillere. De har stærke tekniske egenskaber og en stærk mentalitet. De er svære at nedbryde, og de indkasserer ikke mange mål, men scorer selv i de fleste kampe.«

»Danmark har mange store kvaliteter,« siger Harry Kane.

Onsdagens semifinale begynder klokken 21 dansk tid.

/ritzau/