Southampton fortsætter marchen mod Champions League

asdasdasdqwqwe
Eljero Elia fejrer sit 2-1-mål i Southamptons udesejr over Newcastle.
Læs mere
Fold sammen

Da Southampton-manager Ronald Koeman kaldte ind til første træning efter sommerferien, manglede halvdelen af holdet. De største profiler var solgt efter den flotte forrige sæson, der endte med en ottendeplads.

De fleste havde regnet med, at den engelske traditionsklub nu gik en meget svær sæson i møde, hvor der skulle kæmpes for overlevelse. De fleste tog fejl.

Southampton har overrasket alt og alle. Efter 22 runder ligger sydenglænderne på en respektindgydende tredjeplads, og holdet bliver ved med at levere varen. Senest lørdag aften i den svære udekamp mod Newcastle.

Her blev det til en flot 2-1-sejr på to mål af hollandske Eljero Elia, som Koeman i december lejede i tyske Werder Bremen.

Hollænderen slog til første gang efter 14 minutters spil. Elia sendte bolden ind bag landsmand Tim Krul fra en spids vinkel.

Newcastle fik et kvarter senere udlignet ved Yoan Gouffran. En spøjs scoring, hvor franskmanden fik sparket bolden ind på sig - hvorefter den strøg ind i nettet.

Med en halv time tilbage af kampen slog Eljero Elia til igen. Han pressede Newcastles Daryl Janmaat til at begå en fejl, og så blev Elia matchvinder og sikrede Southampton den første sejr på St. James Park i over 17 år.