Somalia forsøgte med diplomatisk hjælp til afvist VM-dommer
Somalia forsøgte at forhandle med USA og Fifa, efter at fodbolddommer Omar Artan blev afvist i Miami.

Somalia forsøgte at forhandle med USA og Fifa, efter at fodbolddommer Omar Artan blev afvist i Miami.

Det er ikke faldet i god jord i Somalia, at den somaliske dommer Omar Artan har fået indrejseforbud i USA og dermed mister muligheden for at dømme ved VM i fodbold.
Både præsidentkontoret, udenrigsministeriet og sports- og ungdomsministeriet har således forsøgt at få løst situationen, så Omar Artan kunne komme ind i USA og passe det arbejde, som Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har udpeget ham til.
Det fremgår af en meddelelse, som sports- og ungdomsministeriet har lagt ud på sin Facebook-side.
Her lyder det, at man har forsøgt sig med "omfattende diplomatiske bestræbelser og forhandlinger med den amerikanske regering og Fifa for hurtigt at finde en løsning på sagen".
- Desværre lykkedes det ikke at nå frem til en løsning trods disse betydelige bestræbelser, skriver ministeriet.
Omar Artan har i de seneste år udmærket sig som en af de mest fremtrædende dommere fra Afrika. For eksempel blev han sidste år kåret som årets dommer i Afrika af Det Afrikanske Fodboldforbund.
Nyheden om hans indrejseforbud kom mandag aften, hvor også Fifa bekræftede forløbet, som fodboldforbundet ikke havde haft mulighed for at blande sig i.
Somalia er et af en række lande, som er omfattet af indrejseforbud i USA.
Efter afvisningen i Miamis lufthavn mandag fløj dommeren tilbage til Istanbul, hvor han havde opholdt sig inden afrejsen. Ifølge sports- og ungdomsministeriet var han i besiddelse af et gyldigt visum.
Sports- og ungdomsministeriet har siden udtrykt støtte til Omar Artan og "fuld tillid til hans integritet, professionalisme og fortsatte bidrag til udviklingen af fodbold både i Somalia og internationalt", som det lyder i en besked til AFP.
Omar Artan har været Fifa-dommer siden 2018 og er den første somaliske dommer, der er blevet udpeget til at dømme ved et VM.
/ritzau/