Som hvis en motor kunne tale

Thorkild Thyrring er på fjerde årti aktiv med en titel som professionel racerkører. Men machomanden og motormunden med de mange jern i ilden har ingen planer om at køre karrieren i pit.

Thorkild Thyrring kører race på fjerde årti og runder i dag sit 275. professionelle racerløb. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Thyrring er der til tiden. Alt andet ville egentlig også have vakt undren, eftersom manden har levet med et stopur som nådesløs overdommer i det meste af en lang og glorværdig karriere som aktiv racerkører.

Og der sidder han så. Bag rattet i en knaldsort Porsche Boxster, der brummer vellystent og lægger en lokkende lydkulisse i latinerkvarteret på Christianshavn.

»Jeg kan lide at være præcis,« siger Thorkild Thyrring med et bredt smil og stikker labben ud af vinduet til goddag. Det svinedyre Fortis ur på hans solbrune arm siger 12.30 som aftalt. Dut.

Thyrring lader sig uden sværdslag overtale til en lille tur i dytten inden den aftalte frokost i nabolaget. Det sætter øjeblikkeligt gang i adrenalinproduktionen på passagersædet. Lad os bare konstatere, at den rutinerede racerkører på godt 10 minutter når at give overbevisende prøver på sin profession og sine evner til at prygle en Porsche med de mest knivskarpe marginaler mellem medtrafikanterne i den københavnske formiddagstrafik.

Jo tak. Der er fart over feltet og over Thyrring. Men han har det ikke bare i foden på speederen. Det sidder også i en mund, der i løbet af en to timer lang interviewseance sjældent står stille. Faktisk kværner den løs med punchlinier, anekdoter og reflekterende betragtninger i et stort og ofte medrivende sammensurium.

Det kan være svært at følge med. Endsige få et ord indført. Og når det sker, accelerer Thyrring alligevel lynhurtigt væk via en bisætning eller endnu en historie fra de brandvarme motorsportslande.

Hvis en motor kunne tale, ville Thyrring sandsynligvis være legemliggørelsen af en sådan maskine.

Et oplagt offer
Det kan heller ikke overraske. Enhver der kender manden, og det undlader Thyrring ikke selv at henlede opmærksomheden på, at rigtigt mange gør, ved også, at han ikke lider af ordknaphed.

Hvis man var i det lune, ville Thyrring være et oplagt emne for satire og ondartet udlevering. Fordi han med sit veletablerede image som machomand er snublende tæt på at læne sig op ad selvparodien. Fordi han har et ego og en fremfærd, som næsten skriger på Janteloven for blot at holde jordforbindelsen en smule ved lige.

På den anden side er han charmerende, begavet, vittig og nærværende. Ja, egentlig bare godt selskab, som man siger. Thyrring er samtidig så selvbevidst, at han kan træde det halve skridt baglæns og se igennem sin offentlige figur.

»Jeg er jo et oplagt offer, hvis man vil gøre grin med mig,« som han lidt bekymret indrømmer det, da han ringer et par dage efter interviewet for lige at høre, hvordan det nu står til.

Og sådan er det med Thyrring. Han lader sig ikke sådan indramme i købeklare klichéer eller affærdige som danske motorsports grand old man og videre i den stil. Han har mere at byde på. Siger han selv. Siger de fleste, der har været i kontakt med ham.

Som museumsdirektør Jens Erik Sørensen fra AROS i Århus skriver i en udtalelse i anledning af udstillingen »Racing Cars The Art Dimension«, efterlod Thyrring sig tydelige spor i det særegne samarbejde.

»Det er et anderledes kunstmuseum, Thyrring forlader, end det, han kom til i begyndelsen af 2005, da vi påbegyndte arbejdet med Racing Cars. Samarbejdet med Thyrring har på alle måder været en inspirerende oplevelse, som jeg varmt kan anbefale til alle, der ønsker kontakt med nytænkning og dynamik.«

Store ord fra de kanter. Thyrring selv fortæller historien om, hvordan han undervejs fik idéen med at rekvirere køredragter til de museumsansatte for at give den succesrige udstilling med de klassiske racerbiler yderligere et pift af autencitet.

»Da vi så fik køredragterne tilsendt museet, sagde jeg, nu skal I bare se at få solgt noget reklameplads på dem til lokale sponsorer. Jeg tog straks telefonbogen med De Gule Sider, lagde den foran en sekretær og sagde til hende, at hun bare kunne begynde at ringe rundt fra en ende af. Jeg tror AROS fik 100.000 kr. i kassen på den konto,«

Historien fra AROS vidner om Thyrrings smittende iværksætterinstinkt. Men den siger også noget om det energiske drive, som kunne have bragt ham langt i erhvervslivet, hvis altså ikke det var for en altopslugende drengedrøm om at blive racerkører.

Race nummer 275
Den drøm har Thyrring efterhånden udlevet i fire årtier. Og når han i dag kører sit 275. professionelle racerløb i en Chevrolet Corvette GT2 på Nürburgring i Tyskland, er det stadig med en uforstilt ambition om at levere varen med seriøsitet som sit fremmeste kendetegn. At komme først over stregen, som han har gjort det 74 gange i karrieren hidtil.

»Du skal ville det,« understreger Thyrring.

Det ville Thorkild Thyrring selv, da han i sin tid tog de første spæde skridt. Han ville omsætte billederne og oplevelsen fra det utal af bøger om motorsport, han slæbte hjem til drengehyblen fra Rasmussens boghandel. Han ville sidde bag rattet i en fuldblodsracer og ikke nøjes med håndspeederen fra Scalextric racerbanen hjemme i forældrenes velkonsoliderede husstand med tjenestepiger og fem biler i garagen. Han ville det i en grad, som mest af alt kan minde om en behandlingskrævende besættelse.

»Jeg arbejdede på kontor om dagen og var disc jockey på Tordenskjold om natten for at spare penge sammen til at tage til England for. Det var arbejde dag og nat. 187 dage i træk.«

Opbakning fra det velbeslåede bagland i familien var der ikke noget af.

»Det var forventet fra mine forældre, at vi børn skulle blive til noget. Jeg kunne lige så godt have sagt, at jeg ville være stiknarkoman, da jeg fortalte dem, at jeg ville være racerkører. I dag synes jeg, der er så utroligt mange mennesker, som slet ikke får opfyldt deres potentiale, fordi de lever i bekvemt vellevned,« pointerer Thyrring, som da heller ikke efterlader nogen tvivl om at være havnet i sit rette element.

»At køre racerløb er den ultimative form for eskapisme. Du lever i en verden, der er gennemsyret af intensiv spænding og commitment. Du lever i en verden, hvor du er fri for at lægge øre til subjektivt sludder, som man i øvrigt gør i kunstverdenen. Jeg kan godt lide at sætte mig i nogle helt klart definerede situationer. Jeg lever i en lille, privilegeret superverden og har gennem årene set masser af talenter, der ikke har slået til. At køre race er de lange knives nat. Hvor mange mennesker oplever, at blodet suser rundt i systemet som apollinaris? Mange mennesker er jo ved at skide i bukserne, bare de skal ud over bygrænsen,« konstaterer Thyrring tørt og tager en bid af den saftige unghane på sin tallerken.

»Nu har jeg godt nok vundet en del racerløb, men jeg har også fået nogle »huskekager«. Dem kan du så tænke over, når du ligger på sofaen efter en sæson. Det er de gange, der så at sige er blevet rakt ud efter dig. De gange, du i realiteten har været i fare for at køre galt. Måske endda kunne dø af det eller komme slemt til skade. Det er sådan, at når der bliver spillet et dødens kort ud imod dig, skal du være i stand til at stikke det. Det kan du tænke over, når sæsonaggressionen går på hæld. Trods det faremoment er jeg altså glad for, at jeg ikke skal stå og vente kl. 7 ved busstoppestedet næste morgen,« erklærer Thyrring, som holder af de mange dage, hvor han lever i fokuseret ensomhed på et hotelværelse i færd med at forberede sig til næste løb.

»Når du er alene, hvad jeg er for det meste, skal du hvile fuldstændig i dig selv. Mit image er, at jeg står der, når mekanikeren kommer om morgenen. Jeg er velforberedt. Jeg er klar. Der er stiv overlæbe og ikke noget med kys og kram, for englænderne er et gammelt herrefolk. Jeg kan godt lide det. De er også de bedste til racerløb. I min branche skal man bare være klar over, at man ikke bør lade folk kigge ind bag facaden.«

Dirkefrit privatliv
At Thyrring hviler i sig selv er næppe forkert. Han hviler om ikke andet i offentlighedens udgave af figuren og fænomenet »Thorkild Thyrring«.

Det andet, det private, er ikke sådan at dirke op. Hvad du ser, er, hvad du får. Og Thyrring er - trods sit tidsløse look - en mand, der kerer sig mere end gennemsnittet om sin fremtoning.

»Jeg kan sgu ikke lide, når fotografen har kameraet helt inde i hovedet på en,« kommer det mere end en gang i forbindelse med Søren Bidstrups billedbombardement. Og så tager Thyrring ellers kammen frem igen og retter frisuren til sidste hår i Porschens bakspejl inden næste skarpe skud foran containeren ude på Refshaleøen.

Perfektionist til fingerspidserne. Også her.

Når alt kommer til alt, lever og ånder Thyrring dog stadig mest af alt for at køre stærkt, som han efterhånden har gjort det i en halv menneskealder. Han holder derudover gerne et foredrag om ekstrem motivation og viljen til at VILLE for større danske virksomheder. Han kan sågar overtales til at agere celeber chauffør ved et bryllup, »hvis bruden er rigtig lækker og pengene er i orden«, som han siger med et grin.

Og han er kendt og respekteret for velgørenhedsarrangementet Den internationale Racingfestival, hvor menigmand kan betale sig fra at få en køretur med en kendt racerkører.

Men i bund og grund handler det ikke om glamour og kendthed, hvis man vil opnå noget med sit liv og sin sport.

»Mit råd til nuværende og kommende elitesportsfolk skulle være: Glem glamouren og hysteriet. Det er dét at udføre dit arbejde, der er essensen af det hele.«

Så starter Thyrring Porschen op igen. Nürburgring kalder. Og pist, er han væk med en umiskendeligt lækker lyd af kubik og tæmmede hestekræfter under foden.