Solskjær kræver mere kynisme efter endnu en pointdeling

For tredje gang spillede Manchester United 1-1 i Premier League efter at have ført 1-0. Manager kræver mål.

Manchester Uniteds manager, Ole Gunnar Solskjær, kunne se skuffet til, da United for tredje gang i sæsonen i Premier League smed en 1-0-føring, da det blev til 1-1 mod Arsenal mandag aften. Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Manchester. Manchester Uniteds manager, Ole Gunnar Solskjær, kræver mere kynisme fra sit hold.

Det siger storklubbens norske manager efter pointdelingen med Arsenal mandag aften, der endte 1-1.

- Det er endnu en kamp, hvor vi fører 1-0. Vi må lære at vinde disse kampe.

- Vi fører 1-0 og får ikke det andet mål. Det er lærdommen: at være mere kyniske, siger Solskjær til nyhedsbureauet AFP.

Solskjær henviser til Premier League-kampene mod Wolverhampton og Southampton 20. august og 31. august, hvor United også var foran 1-0, men spillede 1-1. Det gjorde United også i Liga Cup-kampen mod Rochdale 26. september.

United har ikke scoret mere end et mål i en kamp i alle turneringer siden åbningskampen i Premier League, hvor holdet slog rivalerne Chelsea med 4-0.

Det har kostet på pointkontoen, hvor United efter syv kampe ligger nummer ti i Premier League med ni point og ni mål. Det er den værste pointhøst for holdet efter syv kampe i 30 år, skriver AFP.

Modsat har Arsenal-angriberen Pierre-Emerick Aubameyang alene scoret syv mål i Premier League, hvilket Solskjær misunder.

- Syv mål i syv kampe. Det er kynisk, siger Solskjær.

United solgte angriberne Romelu Lukaku og Alexis Sánchez til Inter i sommerens transfervindue.

Derfor vil Solskjær gerne have en ny angriber til klubben.

- Man behøver ikke være atomfysiker for at regne ud, at vi forsøger at rekruttere en angriber næste gang, siger han til Sky Sports.

/ritzau/