Solbakken vil huske guldhold for en hurtig genopbygning

FC København-træner Ståle Solbakken vil huske mesterskab for en svær sæsonstart med en smal trup i offensiven.

Superliga FC København - Brønd
FC København Rasmus Falk scorede det afgørende mål til 3-2 i superligakampen mod Brøndby i Parken. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er gået hurtigt fra fiasko til succes for FC København, som i sidste sæson endte på en skuffende fjerdeplads, men som søndag igen blev dansk mester.

Det skete med en 3-2-sejr hjemme over rivalen Brøndby, så drejebogen var perfekt skrevet.

FCK-træner Ståle Solbakken vil huske klubbens 13. mesterskab for den lynhurtige forvandling.

Krisen kradsede i sidste sæson for FCK, som også indledte denne sæson på skuffende vis med et choknederlag hjemme til AC Horsens.

- Jeg vil huske det for en meget hurtig genopbygning. Det var lidt prekært i sommer, og vi rejste på træningslejr uden en angriber, siger Solbakken.

Især var FCK svækket i offensiven efter salget af Federico Santander til Bologna, skader til angriberne Jonas Wind og Pieros Sotiriou samt en træt Viktor Fischer, der var slidt efter VM-deltagelsen.

- Jonas og Pieros var begge ude i tre-fire måneder, og Santander var solgt. Der var gode råd dyre. Det så ikke for godt ud.

- Vi havde ikke holdet på plads i de første fem-seks kampe i sæsonen. Men vi blev stærkere og stærkere, forklarer Solbakken.

Nordmanden begyndte for alvor at tro på en successæson, da FCK slog Atalanta ud og nåede frem til Europa League-gruppespillet.

- Jeg vil ud over mesterskabet huske denne sæson for de to kampe mod Atalanta. Det var helt sygt, at vi slog dem ud. Vi havde næsten ingen folk på bænken.

- Men vi spillede på højt internationalt niveau. Efter de kampe tænkte jeg, at det her hold godt kunne noget, siger Solbakken.

Han er lettet over, at det søndag lykkedes at hjemtage klubbens 13. mesterskab i historien.

- Det føles dejligt. Det er fantastisk for denne spillergruppe. Nogle har været ude i forskellige perioder. Men alle har en stor andel i det.

- Det er klart, at du kan pege på nogle enkelte spillere som Robert Skov med sine 27 mål eller N'Doye med sin fantastiske sæson

- Men du også pege på nogle, der har gjort det godt i en kortere eller længere periode, påpeger Solbakken.

/ritzau/