Solbakken lukker dørene for Bendtners FCK-debut

Der kommer ikke til at være tilskuere, når Nicklas Bendtner tirsdag spiller mod Brøndby i reserveligaen.

Nicklas Bendtner skifter til FCK på en kontrakt på fire måneder. Fold sammen
Læs mere
Foto: FCK

Når Nicklas Bendtner tirsdag får debut for FC København i reserveligaen mod Brøndby, bliver kampen spillet uden tilskuere.

Det siger FCK-manager Ståle Solbakken til det norske medie VG.

»Den kamp er vi nødt til at lukke. Det går ikke. Det er mod Brøndby. Der bliver jo krig. Det går ikke, så må vi lukke.«

»Der ville komme fans fra begge hold, og han skal debutere. Det går ikke. Der ville komme 3000-4000 tilskuere til den B-kamp. Der er ikke plads. Vores træningsanlæg ville blive sprængt,« siger Solbakken til VG.

Kampen i reserveligaen bliver spillet tirsdag klokken 13 på KBs anlæg på Frederiksberg.

Landsholdspausen betyder, at Bendtners Superliga-debut ligger mindst et par uger ude i fremtiden.

Første mulighed er 15. september på udebane mod Hobro.

/ritzau/