Solbakken flytter familien til København

Læs mere
Fold sammen

Det seneste halvandet år har Ståle Solbakken haft travlt på sine fridage. Her har FCK-manageren nemlig skullet finde tiden til at være sammen med familien, der stadig bor i Hamar. Men snart slipper han for de små fire timers transport, når han vil se konen og de tre børn.

Efter 18 måneder som distance-far kommer fru Anniken og børnene Sondre, Markus og Ida nemlig til den danske hovedstad for at blive genforenet permanent med Ståle Solbakken.

»Vi har tanken om at bosætte os her i København inden længe. Vi bliver boende sommeren igennem i Norge, indtil skolen er færdig. Min ældste fylder 18 snart, så han kan finde noget i København, og min yngste datter kan starte på skolen her,« siger Ståle Solbakken.

Betyder det så, at du skal være dansk landstræner til sommer?

»Det har jeg ikke tænkt på.«

Men så betyder det vel, at du forlænger i FCK?

»Nu får vi at se,« siger Solbakken hemmelighedsfuldt.

Familien Solbakken har boet hjemme i Hamar, siden far Ståle blev fyret i FC Köln. Ståle Solbakken pendlede altså også på sine fridage i Wolverhampton, når han skulle se familien, der havde slået sig ned i faderens hjemby.

Men det er slut nu, når familien Solbakken atter flytter tilbage til den by, hvor de havde hjemme fra 2006 til 2011. Spørgsmålet er så bare, om de også bliver i byen, efter Ståle Solbakkens nuværende kontrakt udløber med FC København i sommeren 2016.

Det er der endnu ikke taget stilling til, oplyser FC København til BT. Men i løbet af dette forår vil Anders Hørsholt tage hul på snakkene om, hvad fremtiden skal bringe for FC København og Ståle Solbakken.