Solbakken: De var en tand bedre

FC Københavns træner, Ståle Solbakken, anerkendte, at Atletico Madrid var bedre end FC København i danskernes 0-2-nederlag i Parken onsdag aften.

FC Københavns træner Ståle Solbakken var udmærket tilfreds med sit holds indsats i 0-2-kampen mod Atletico Madrid onsdag aften i Parken.

- Vi spillede en fornuftig kamp, men de var en tand bedre end os, sagde træneren til TV2/Sporten efter nederlaget i Uefa Cuppens gruppespil.

Ståle Solbakken havde efter gruppeinddelingen i Uefa Cuppen udpeget spanierne til at være gruppens klart stærkeste mandskab, så nederlaget var i sig selv ikke overraskende.

Træneren valgte at glæde sig over, at FC København alligevel vil gå videre fra gruppespillet med uafgjort i den sidste kamp ude mod Aberdeen fra Skotland. Og han ser muligheder.

- De er store. Men samtidig så bliver det fuldt tryk på med rigtig britisk fodbold. De kommer til at pumpe bolde ind i vores felt, så vi kommer helt sikkert under pres i kortere eller længere perioder i den kamp. Men vi har store muligheder for at hente det nødvendige point, eller tre point, sagde Ståle Solbakken.

/ritzau/