Oliver Sørensen lavede lørdag sit første mål for Parma, og det var et værdifuldt et af slagsen.

Fuldtræfferen sikrede holdet fra det nordlige Italien en sejr på 1-0 hjemme over bundproppen Fiorentina.

Sejren bringer Parma op på 17 point og skaffer dermed lidt tiltrængt luft i den tætte bundstrid i Serie A.

Parma er på 14.-pladsen med fem point ned til Verona på den forkerte side af nedrykningsstregen.

Omvendt er Fiorentina efterhånden i store problemer. Holdet fra Firenze er sidst i ligaen med ni point og hentede først sin første sejr i sidste uges hjemmekamp mod Udinese.

Også Parma har været svingende, og særligt på hjemmebane har holdet præsteret svagt gennem sæsonen.

Måske derfor var jublen ekstra stor, da Oliver Sørensen i begyndelsen af anden halvleg passerede David de Gea.

Den tidligere FC Midtjylland-slider timede sit løb i feltet perfekt og var klar til at stange læderet i nettet, da et indlæg fra højre lidt tilfældigt havnede hos ham.

23-årige Sørensen har generelt fået godt med spilletid efter sommerskiftet fra superligaklubben.

I den forgangne weekend sad han for første gang på bænken i en hel ligakamp, men lørdag var han altså tilbage i startopstillingen med bravur.

Spillerne i Serie A får ingen vinterpause i denne sæson. I den første uge af det nye år venter to kampe for Oliver Sørensen og holdkammeraterne.

/ritzau/