Sørensen og Cottbus skuffede igen

Den tidligere FC Midtjylland-spiller Dennis Sørensen og Energie Cottbus måtte fredag forlade banen efter et nyt nederlag. Denne gang til bundholdet Duisburg.

Energie Cottbus har fået en katastrofal start på sæsonen i Bundesligaen. Klubben ligger efter 10 spillerunder på sidstepladsen i den bedste tyske fodboldrække, og fredag løb danske Dennis Sørensen og hans holdkammerater ind i en ny skuffelse. Det skete, da Energie Cottbus hjemme tabte 1-2 til Duisburg.

Den kamp, der skulle have været et vendepunkt mod et af rækkens andre bundhold, fik den værst tænkelige start. Allerede efter seks minutter bragte Duisburg sig foran 1-0 ved Björn Schlicke. Selv om Timo Rost midtvejs i anden halvleg fik udlignet, så nappede gæsterne alligevel sejren, da Ivaca Grlic et kvarter før tid blev matchvinder med træfferen til 2-1.

Dennis Sørensen var med i alle 90 minutter for Cottbus, der efter nederlaget fortsat har fire point i bunden. Duisburg har med sejren ni point og ligger tredjesidst i Bundesligaen.

/ritzau/