Sørensen får hård konkurrence i Villa-målet

Thomas Sørensen kan forvente hård konkurrence om målmandsposten i Aston Villa, da hans klub er tæt på en aftale med Liverpool-målmanden Scott Carson.

Landsholdsmålmanden Thomas Sørensen kunne onsdag ånde lettet op, da ligakonkurrenterne fra Sunderland vandt kapløbet om den rekorddyre skotske målmand Craig Gordon. Men Sørensen slipper alligevel ikke for benhård konkurrence på målmandspladsen, da hans engelske klub Aston Villa ventes at leje Liverpools målmand Scott Carson.

22-årige Carson har rekorden for flest spillede U/21-landskampe for England og var også inde omkring A-landsholdet under sidste sommers VM-slutrunde. Aftalen mellem de to klubber er ikke endeligt faldet på plads, men ventes at gøre det i den nærmeste fremtid.

- Vi er ikke interesseret i at sælge ham, vi er meget glade for Scott, men han har brug for at spille, hvis han vil holde fast i sin landsholdsplads, siger Liverpools manager, Rafael Benitez.

/ritzau/