Sønderjyskes ni mand måtte ned mod FCK

25-5-2015: Superliga fodbold FC København-OB i Telia Parken i København. Brandur Olsen, FCK FC København/FC Copenhagen har scoret til 1-0 Foto: Lars Møller/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På en regnfuld Sydbank Park i Haderslev slog det overraskende gnister, da Sønderjyske og FCK spillede en fuldstændig ligegyldig kamp, hvor FCK havde sikret sig de kedelige sølvmedaljer, og Lars Søndergaard havde indfriet Sønderjyskes mål om overlevelse.

Og de første 70 minutter var også søvndyssende, hvor Sønderjyske lignede et hold, der ikke havde mere at kæmpe for.

Det gav frit spil til københavnerne, der i en våd sommerkamp-lignende tilstand lukkede opgøret allerede efter tyve minutter.

Først sendte den udskældte belgier, Steve de Ridder, FCK i front, da den uskarpe løve fik serveret bolden på et fad efter et langt raid op af højrekanten af islandske Björn Sigurdarson.

Blot andet mål i Superligaen af Steve de Ridder.

Brandur Olsen havde fået chancen fra start for første gang, og det takkede den 19-årige færing Ståle Solbakken for. Målscorer de Ridder lagde bolden ud på højrekanten til en fremadstormende Christopher Remmer, der lagde bolden ind i feltet. Skønt Brandur Olsen kun rager 174 centimeter op i vejret, kom den unge løve højest og headede FCK på 2-0.

Derfor var der ikke andet for hjemmeholdets tilskuere end at nyde slagtermesterens medisterpølser, da anden halvleg gik i gang.

Men da Daniel Jensen efter en halv time blev skiftet ind, slog det gnister på banen. På tragikomisk vis fik Jensen to gule kort, ti minutter efter den tidligere FCK'er var blevet skiftet ind. Det tændte noget i sønderjyderne, og ti minutter efter gav det pote.

Mathias 'Zanka' Jørgensen fumlede i bolden, og Marvin Pourié kunne nemt fravriste kuglen og løbe alene mod Stephan Andersen i målet, der måtte se bolden gå imellem benene og i mål.

Herfra lynede det i kampen med flere hårde taklinger, og Jørgen Burchardt hev endnu et rødt kort op af lommen til Sønderjyllands Nicolaj Madsen, der taklede Rurik Gislason ned bagfra.

Publikum piftede og Sønderjyske-træner, Lars Søndergaard, kom i karambolage med FCK-assistenten, Brian Riemer, på sidelinjen.

Dommer Jørgen Burchardt skyndte sig at fløjte kampen af, der endte 2-1 til FCK.