Sønderjyske tager sidste billet til Final 4-stævne
Sammen med Herning, Frederikshavn og Esbjerg er Sønderjyske klar til Final 4-stævnet i 2027.

Sammen med Herning, Frederikshavn og Esbjerg er Sønderjyske klar til Final 4-stævnet i 2027.

Mandag blev den sidste deltager til næste års Final 4-stævne i ishockey fundet.
Med en sejr på 5-4 ude over Rødovre Mighty Bulls sørgede Sønderjyske selv for at gøre arbejdet færdigt og indløse den fjerde billet til stævnet, hvor sæsonens pokalvinder findes.
Foruden Sønderjyske er Herning Blue Fox, Frederikshavn White Hawks og Esbjerg Energy blandt de fire hold.
Kvartetten findes efter 16 runder af Metal Ligaen. Her er det de fire bedst placerede hold, som får en plads.
Sønderjyske risikerede mandag aften at blive overhalet af Odense Bulldogs, hvis resultaterne flaskede sig for fynboerne.
Men sådan gik det ikke. Patrick Madsen bragte sønderjyderne på 1-0 i Rødovre med et slagskud, og Sønderjyske gik ind til anden periode med en føring på 2-1.
Rødovres Philip Rafnsson vendte kampen på hovedet med to mål inden for tre minutter, før gæsterne igen fik fat.
Sønderjyske tilkæmpede sig føringen i tredje periode, og Andreas Kløve Mogensens scoring i powerplay så ud til at afgøre opgøret.
Ligaens bundprop reducerede selv i powerplay med otte minutter igen, men fik ikke noget med fra opgøret.
Final 4-stævnet spilles til februar, men det vides endnu ikke hvor.
Selv om Odense ikke tager del i spillet om pokaltitlen, fik holdet en trøstpræmie ved at slå Aalborg Pirates 7-3 på hjemmebane.
Efter 16 runder er Odense nummer fem i tabellen, mens Aalborg er næstsidst på ottendepladsen.
RITZAU