Sønderjyske Ishockey har valgt at stoppe samarbejdet med sportschef Klaus Rasmussen, der har haft forskellige ledende roller i klubben gennem over 30 år. Det oplyser Sønderjyske tirsdag på sin hjemmeside.
I en fælles meddelelse fra direktør Mogens Kastbjerg og formand Kjeld Søberg bliver den opsigtsvækkende fyring nedtonet en hel del.
- Beslutningen er udramatisk, men nødvendig for at Sønderjyske Ishockey kan bevæge sig sikkert frem mod de økonomiske og strategiske mål, klubben har sat sig.
- Klaus har gennem 33 år ydet en stor indsats og bidraget til mange sportslige succeser, lyder det i meddelelsen.
Klaus Rasmussen var i 2004 med til at skabe Sønderjyske-organisationen, som på et tidspunkt rummede både fodbold, håndbold og ishockey. De seneste år er sammenslutningen krakeleret i takt med, at først fodbold og siden håndbolden trådte ud af samarbejdet.
Gennem flere år var Klaus Rasmussen direktør for det hele, og han får pæne ord med ud ad døren.
- Hans engagement og loyalitet har haft stor betydning for Sønderjyske og Sønderjyske Ishockeys udvikling, og klubben takker ham for samarbejdet igennem de mange år, lyder det.
Sønderjyske oplyser, at rollen som sportschef i første omgang ikke vil blive genbesat. Opgaverne vil i stedet blive fordelt mellem flere forskellige personer i den nuværende organisation.
Desuden forklarer Sønderjyske, at klubben står midt i en tid med store forandringer, og at der arbejdes videre med at genoprette økonomien.
Trods den skrantende økonomi og ændringen på ledelsesgangen vil Sønderjyske forsøge at "fastholde sin position blandt Danmarks førende ishockeyklubber".
/ritzau/