Sønderjyske får bøde efter trænerinterview i pausen

Sønderjyske-træner Mario Simioni gik ifølge Ligaforeningen over stregen, da han kritiserede dommerne.

Ishockey kvartfinale 2. kamp mellem Rødovre Mighty Bulls og SønderjyskE, søndag den 10. marts 2019 i Rødovre. (Foto: THOMAS SJØRUP/Ritzau Scanpix) Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Da Sønderjyskes ishockeyherrer i søndags slog Rødovre Mighty Bulls med 6-2 i slutspillet, var der en episode, der nu koster en bødestraf.

Sønderjyske-træner Mario Simioni kritiserede i et tv-interview kampens dommere, og det blev for meget for Ligaforeningen.

Sønderjyske idømmes en bøde på 10.000 kroner for dårlig opførsel, skriver Metal Ligaen på sin Facebook-side.

På vegne af Ligaforeningen forklarer ligachef Kim Pedersen, hvorfor Sønderjyske skal have en bøde:

»Ishockey er en sport, hvor der skal være plads til følelser, spontanitet og kritik.«

»Men i forhold til Ligaforeningens aftaler om kommunikation og respekt for hinanden, kom Sønderjyske-træner Mario Simioni med udtalelser i tv, som overskred normen for, hvordan man forholder til officials - og i øvrigt også andre aktører - i Metal Ligaen.«

Det kontroversielle interview fandt sted i pausen mellem første og anden periode. Her førte Sønderjyske kampen med 3-0, men holdet havde fået tildelt en række udvisninger.

»Man kan se, at nogle af vores dommere mangler kvalitet. Vi er i slutspillet nu. Det her er vores profession. Vi forventer, at dommerne er professionelle.«

»Dommernes måde at dømme på er uacceptabel, og jeg er ked af at sige det, men det skal være meget bedre end det her,« sagde Mario Simioni blandt andet i interviewet til TV2 Sport.

Det var blandt andet den svada, der medførte en bøde, og det kan blive endnu værre, hvis det skulle ske igen.

»Sønderjyske er på baggrund deraf idømt en bøde på 10.000 kroner, ligesom klubben er blevet meddelt, at eventuelt gentagelsestilfælde vil blive mødt med skærpede sanktioner; herunder karantænestraf«, lyder det fra Ligaforeningen.

Ifølge Ligaforeningen har Sønderjyske beklaget episoden og accepterer bødestraffen.

Rødovre tager tirsdag aften imod Sønderjyske i en potentielt afgørende kvartfinalekamp.

Inden kampen fører sønderjyderne serien med 3-2 i kampe. Der spilles bedst af syv kampe. Kampen går i gang klokken 19.

/ritzau/