Sønderjyske-boss: Nu skal vi vise sammenhold

Der er meget på spil for AC Horsens og Sønderjyske, når holdene spiller de sidste kampe i nedrykningsgruppen.

AC Horsens-træner Bo Henriksen skal søndag forsøge at holde Sønderjyske bag sig i tabellen. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Efter tre nederlag i træk kom Sønderjyske omsider tilbage på vinderkurs med en kneben 1-0-sejr ude over AC Horsens i søndags.

Sejren betød, at Sønderjyske fortsat har mulighed for at overhale Horsens i nedrykningsspillets gruppe 1.

Inden søndagens sidste gruppekampe har Horsens på andenpladsen 33 point, mens Sønderjyske har et point færre på tredjepladsen.

AGF kan ikke rokkes på førstepladsen med 44 point, ligesom Vejle heller ikke kan nå noget på gruppens fjerde- og sidsteplads.

Sønderjyske kan sikre sig overlevelse i Superligaen, hvis holdet får flere point i hjemmekampen mod Vejle, end Horsens gør mod AGF i Aarhus - begge kampe spilles på samme tid søndag klokken 14.

Hvis Sønderjyske ikke overhaler Horsens, så skal sønderjyderne ud i playoffkampe for at undgå nedrykning.

Sønderjyske-direktør Klaus Rasmussen erkender, at resultaterne ikke har været som i de foregående sæsoner.

- Nu spiller vi for vores superligaeksistens, og her skal vi vise vores sammenhold i Sønderjylland. Sammen er vi stærkest, siger Klaus Rasmussen til klubbens hjemmeside.

Sønderjyske har i gennemsnit haft 4842 tilskuere til kampene på hjemmebane i denne sæson trods yderst svingende resultater.

- Det er gået op og ned, og det er ikke gået helt, som vi havde håbet, da sæsonen startede, men alligevel har vi oplevet en tilskuerfremgang i denne sæson, og det gør mig glad og stolt.

- Det vidner om ægte og stærk opbakning i landsdelen, og jeg håber, at den fortsætter ind mod søndagens kamp, så vi kan skabe en flot kulisse, siger Klaus Rasmussen.

I Horsens er der fuld opbakning til cheftræner Bo Henriksen trods ni kampe uden sejr.

- Der skal ikke være tvivl om, at han har meget lang snor. Jeg ved godt, at andre steder har man sagt det samme og så fyret træneren dagen efter, men sådan arbejder vi ikke i AC Horsens, siger bestyrelsesformand Bo Pinholt ifølge Horsens Folkeblad.

Også tidligere bestyrelsesformand Ole W. Rasmussen støtter den sportslige ledelse i klubben.

- Jeg føler mig helt tryg ved det, der foregår i AC Horsens. Ledelsen er kompetent, og holdet har performet godt. Alle hold kan komme ind i en krise, men jeg tror på, at vi kommer ud af det allerede på søndag i Aarhus.

- Jeg tror på, at vi fortsætter i Superligaen og næste år kan performe, så vi kommer i mesterskabsspillet, siger Ole W. Rasmussen til klubbens hjemmeside.

/ritzau/