Onsdag sagde den største spiller i dansk badminton gennem tiden stop. Viktor Axelsen kan ikke længere se en vej tilbage fra vedvarende rygproblemer og trækker sig tilbage.
Han kan se tilbage på en karriere, hvor han har vundet alt - ofte flere gange - men måden, han tager afsked med sporten på, gør ondt.
Det fortæller han i et interview med DR Sporten.
- Jeg ville gerne have sluttet af på banen og ikke på grund af en skade, lyder det fra Axelsen.
- Jeg ville gerne have spillet lidt mere og kunnet sige, at det her eller den her var min sidste turnering og sige pænt farvel på banen.
Nervesmerterne i venstre ben på grund af rygproblemerne er dog blevet så vedvarende og generende, at han ikke har kunnet gennemføre en reel badmintontræning i seks måneder.
Det har givet en indre kamp. For motivationen og lysten til sporten, som har fyldt det meste af hans liv, er der stadig. Endnu en operation har været oppe til overvejelse for at se, om det kunne fjerne problemet.
Endnu et OL var en stor drøm, fortæller han, men regningen til resten af det liv, han gerne vil leve, risikerede at blive for stor, hvis han forsøgte at vride en sidste jagt på triumf ud af sin krop.
- OL i Los Angeles i 2028 kunne have været fedt, men jeg er ikke sikker på, at jeg kunne have været den far, jeg gerne vil være, hvis jeg skulle spille så længe, siger han til DR Sporten.
Derfor trak han stikket nu. Samværet med sine døtre Vega og Aya vandt over en potentielt slidsom og fysisk omkostningsfuld kamp for at få en sidste oplevelse i karrieren med.
/ritzau/
