Slutspurt sender danske golfspillere i top-4 i Madrid

Jeff Winther gik super-runde, og så sluttede han side om side med Joachim B. Hansen på fjerdepladsen.

En stærk afslutning på sidstedagen sendte Jeff Winther og Joachim B. Hansen i top-4 i Open de España på European Tour.

Den danske duo sluttede på en delt fjerdeplads - ni slag efter spanske Jon Rahm, der vandt turneringen og en pengepræmie på små 1,9 millioner kroner.

31-årige Jeff Winther viste storspil på søndagens runde, hvilket sendte ham 22 placeringer frem i feltet.

Seks birdies og en eagle resulterede i en runde i 63 slag - otte under banens par. Sammenlagt for de fire turneringsdage var Winther 13 slag under par.

Den to år yngre Joachim B. Hansen sluttede med en runde i 66 slag - fem under par. Det sendte ham fire placeringer frem.

Den delte fjerdeplads i Spaniens hovedstad sikrer de to danskere en pengepræmie på omkring 475.000 kroner hver.

/ritzau/