Slovakiet sender svenske titelholdere ud af U21-EM

Sverige er ude af EM efter 0-3-nederlag til Slovakiet. England slog Polen og er videre til semifinalen.

Læs mere
Fold sammen

England er videre til semifinalerne ved U21-EM, mens de forsvarende svenske mestre kan rejse hjem.

Sådan er den foreløbige konklusion efter den tredje og sidste gruppekamp i gruppe A ved EM-turneringen i Polen, hvor Slovakiets skæbne endnu er uvis.

England sikrede sig førstepladsen med en 3-0-sejr over de polske værter. Scoringer fra Demarai Gray, Jacob Murphy og Lewis Baker afgjorde sagen, så England er videre fra gruppens førsteplads med syv point.

Med en sikker 3-0-sejr over Sveriges regerende europamestre slutter Slovakiet på andenpladsen med seks point.

De slovakiske fodboldtalenter må dog vente i spænding lidt endnu på grund af et specielt turneringsformat.

Kun den bedste toer på tværs af de tre indledende EM-grupper belønnes med en semifinaleplads, og derfor må Slovakiet vente på, at gruppe B og C bliver færdigspillet.

Gruppe B, hvor Spanien er sikret førstepladsen, spilles færdig fredag. Portugal kan med en storsejr over Makedonien true Slovakiet i toer-regnskabet.

Det samme kan Tyskland, Tjekkiet og Italien gøre i gruppe C, hvor Danmark som det eneste hold har udspillet sin rolle før de sidste gruppekampe på lørdag.

/ritzau/