Han ramte vel knap nok tilskueren. Og håret, der blev hevet i, var tydeligvis ikke vedkommendes eget.
Alligevel kan de fire sekunders dumhed ende med at få enorme konsekvenser for wide receiver DK Metcalf og Pittsburgh Steelers.
Holdet kan ende med at misse NFL-slutspillet, stjernespilleren kan gå glip af mange millioner, og så kan det betyde, at quarterback Aaron Rodgers spiller sin sidste kamp natten til mandag dansk tid.
Metcalf gik et par dage før jul ud til sidelinjen efter gentagne tilråb fra en fan af Detroit Lions.
Den 104 kilo tunge og bomstærke spiller gik målrettet hen til tilskueren og trak ham ned i den blå paryk for derefter at skubbe ham tilbage i en slaglignende bevægelse.
Dommerne så det ikke, og Metcalf fortsatte kampen, som Steelers vandt. Men dagen efter faldt hammeren.
Metcalf, der tjener mere end tre gange så meget som alle holdets øvrige wide receivere tilsammen, fik karantæne i sæsonens to sidste kampe.
Rodgers manglede tydeligvis sit bedste våben i den forgangne weekends nederlag til Cleveland Browns, hvor quarterbacken forgæves forsøgte at kaste til nyligt tilføjede Marquez Valdes-Scantling i de afgørende situationer.
Nu venter en afgørende kamp om divisionstitlen mod Baltimore Ravens. Vinderen får en hjemmekamp i slutspillet - taberen går på otte måneders ferie.
Ifølge cheftræner Mike Tomlin skal Steelers tænke kreativt for at veje op for tabet af Metcalf.
- Hvis de dækker os én-mod-én, skal vi slå til, siger han ifølge Yahoo Sports.
- Vi er i toppen af fødekæden inden for amerikansk fodbold, så med en ekstra uges forberedelse er der efter min mening god grund til at forvente, at vi kan udnytte mulighederne, hvis og når de opstår, lyder det fra Mike Tomlin.
Kampen kan samtidig blive den sidste i Aaron Rodgers' 21 år lange karriere. NFL-legenden står uden kontrakt efter sæsonen og har endnu ikke besluttet sig for, om han lægger hjelmen i garagen.
For Metcalf er privatøkonomien pludselig blevet mere mudret.
Da han i foråret skrev en fireårig kontrakt med Pittsburgh Steelers, sørgede klubben for at tilføje en vigtig detalje i kontrakten.
Blev han på noget tidspunkt suspenderet, ville en stor del af pengene ikke længere være garanteret.
45 millioner dollar svarende til 285 millioner kroner kan gå tabt, hvis han ikke længere lever op til sit store prisskilt, eller han eksempelvis pådrager sig en alvorlig skade.
Metcalf har grebet 59 bolde for 850 yards og seks touchdowns i løbet af sæsonen og på den måde vist sit værd.
Amerikanske medier har da også erfaret, at Steelers ikke vil fjerne garantien, men klubben har ikke selv bekræftet det og sidder dermed med en stor magt i baghånden.
Det påpeger en unavngiven kilde fra et NFL-holds sportslige ledelse til The Athletic.
- Jeg er ikke sikker på, at holdet bør gøre noget, siger kilden.
- For mig at se giver det fleksibilitet. Man skal kun vælge at gøre det, hvis det på et tidspunkt bliver grimt. Den anden side af det handler om, hvordan de tænker internt. Fortryder de at have hentet ham?
Mandag klokken 02.20 afgøres det, om Steelers' sæson slutter simultant med NFL's grundspil.
/ritzau/
